Hvad motiverer os til forandring?
Når vi er på arbejde, er vi i høj grad styret af vores fags kerneopgaver og faglige idealer, og det påvirker igen den måde, man kan stimulere til forandringer.
Hvis man vil påvirke pædagoger til at løfte mindre på børnene og dermed skåne deres egen ryg, er det et stærkt argument, at det samtidig styrker børnenes motorik og udvikling.
Hvis man vil motivere folk med langvarige skærmopgaver til at bevæge sig mere i løbet af arbejdsdagen, er det et godt argument, at det samtidig kan medføre færre fejl og større overskud til at yde en god service over for borgere og kunder.
Fem gode råd til at få kollegerne med:
- Gør det rigtige til den letteste løsning: Nøglen til mange gode nudging-løsninger er at lede efter små og store ændringer, som kan fjerne barrierer og gøre det lettere at vælge de ønskede løsninger - fx ved at ændre ’standardindstillinger’ på møder, kaffepauser, kontorets indretning osv.
- Spil med på vanerne - ikke imod dem: For de fleste af os kræver det stor viljestyrke og koncentration at ændre vores vaner. Når vi slipper fokus, falder vi tilbage til de gamle rutiner.
Derfor giver nudging de bedste resultater, hvis det sigter mod at justere de eksisterende vaner og rutiner - ikke at ændre dem fuldstændigt. Det er svært at få folk til at gøre noget helt nyt, men lettere at få dem til at gøre noget lidt oftere eller lidt anderledes. - Skab enighed om målsætningen: Forsøg at skabe en fælles bevidsthed om det problem, I vil bevæge jer væk fra, og opbakning til den løsning vil arbejde hen imod - fx at mere fysisk aktivitet i arbejdsdagen. Selve det at sætte et problem på dagsordenen er med til at ’prime’ den senere nudging - og kan i sig selv være med til at stimulere en anden adfærd.
- Brug kollegernes erfaringer: Inddrag kollegerne i analysen og ideudviklingen fx gennem en ideudviklings-workshop. De personlige svar og erfaringer fra hverdagen er det bedste afsæt for at udvikle gode løsninger. Inddragelse giver forankring og medansvar, forbygger modstand og gør den fremtidige nudging mere effektiv.
- Giv løbende information og feedback: Når nudging-projektet er sat i gang, bør i løbende fortælle om fremdrift og barrierer, og meget gerne give konkret feedback i form af fx statistik eller målinger. Det sikrer et fortsat fokus og giver mulighed for at justere kursen.