Af freelancejournalist Lone Bolther Rubin
Risikovurderingen skal ligge på rygraden
De fleste har lært at se sig for, inden de krydser en vej. Det er en risikovurdering, der ligger på rygraden. Det samme er målet med risikovurderingen i hjemmeplejen i Syddjurs Kommune.
”Da vi begyndte at tale om det, var medarbejdernes reaktion: Åh nej skal vi nu udfylde et nyt skema. Men nej, det skal de ikke. Det skal være så simpelt, at det er noget, man helt naturligt tænker over hver eneste dag,” siger Mette Nissen Sørensen, der er forflytningsterapeut i Syddjurs Kommune.
Til det har kommunen valgt at bruge to enkle modeller, som er udviklet i et EU-projekt ’Safe Transfer Techniques’. Det vender vi tilbage til. Du kan også se Mette Nissen Sørensen præsentere dem i BFA's webinar om risikovurderinger.
Fra skiftende indsatser til en fast forflytningspolitik
Mette Nissen Sørensen blev ansat i Syddjurs Kommune i 2019. Det var en nyoprettet stilling, da kommunen havde vedtaget at gøre noget mere for at sikre arbejdsmiljøet ved forflytninger.
Den første opgave var at lave en forflytningspolitik.
”Vi havde forflytningsvejledere, men der var kun fokus på forflytninger i forbindelse med målrettede indsatser. Men indsatser gør det ikke i længden,” siger Mette Nissen Sørensen.
Kulturforandringer tager tid
Politikken blev målrettet medarbejderne, så den er let at læse og forstå. Ingen kan dermed være i tvivl om
- hvordan der arbejdes med hensigtsmæssige forflytninger og risikovurdering
- hvilke APV-redskaber der stilles til rådighed, og hvem der kan bestille hvad og hvordan
- at det er legitimt at spørge sin forflytningsvejleder til råds, når man er i tvivl om noget
- at hele organisationen fra top til bund bakker op om det.
Det næste skridt var at gøre politik til praksis. Det skridt har indtil videre varet 5 år, og Mette Nissen Sørensen vurderer, at der går et par år endnu:
”Kulturforandringer tager tid. Der er hele tiden andre indsatser, der kan forstyrre arbejdet, og nogle afdelinger har været lidt tilbageholdende. Det kræver vedvarende fokus at holde skruen i vandet og støtte op om, at afdelingerne sender medarbejderne på brush-up kursus hvert andet år, og at forflytninger hele tiden er på dagsordenen. For eksempel på personalemøderne,” siger hun.
Løbende fokus fra personalemøde til kursus
Der er en række faste tiltag, der støtter op om processen:
- Alle nye medarbejdere kommer på et 4-timers introforløb i ergonomi. Herefter er der genopfriskning hvert andet år. Undervisningen foregår i kommunens hjælpemiddelcenter, så man kan se, hvad der er til rådighed.
- Forflytningsterapeuten mødes en gang om året med leder, forflytningsvejleder og eventuelt arbejdsmiljørepræsentant i hver afdeling for at følge op.
- Alle har via mobilen adgang til kommunens sundhedsfaglige videns portal, hvor de blandt andet kan finde oversigt over APV-redskaber og pladskrav i forbindelse med APV, en faldprocedure samt forflytningspolitikken.
Den menneskelige vinkel motiverer
Risikovurdering og arbejdspladsvurdering (APV) i borgers eget hjem går igen på alle kurser.
”Jeg gør meget ud af at gøre det menneskeligt og sætte navn og ansigt på den forflytningsvejleder, man refererer til. Så ingen er i tvivl om, at man altid kan spørge sin forflytningsvejleder til råds,” siger Mette Nissen Sørensen.
Hun trækker også konkrete eksempler ind. Det kan være en case fra ulykkesstatistikken eller en oplevet nærved-ulykke.
”Hvis jeg kan få den enkelte til at fortælle om det, så virker det stærkere. Og så kan vi tolke på den i fællesskab og vurdere, hvordan vi kunne have forebygget situationen med risikovurderingen,” forklarer Mette Nissen Sørensen.
Hun taler også om andre motivationsfaktorer:
- Det er selvfølgelig træls for den enkelte, det går ud over.
- Det går også ud over de andre, der skal undvære en kollega i vagtplanen.
- Arbejdsulykker koster penge for kommunen.
Visuel reminder om risikovurderingen
Risikovurderingen tager som nævnt udgangspunkt i to simple modeller. Den ene er denne, der med tre cirkler gør det nemt at kalde et visuelt minde frem og dermed huske at komme hele vejen rundt.
Der knytter sig følgende spørgsmål til modellen:
Forflytter: Er jeg tryg (borger og kollega)? Ved jeg, hvad jeg skal? Kender jeg APV-Redskabet/ hjælpemidlet? Har jeg kendskab til borger? Har jeg prøvet det før? Har jeg brug for hjælp?
Borger: Ved borger, hvad der skal ske? Forstår borger, hvad jeg siger? Kan borger samarbejde? Hvis ikke, hvad sætter jeg så i stedet for? Er borger tryg? Er der sket ændringer i borgers tilstand?
Omgivelserne: Er der de nødvendige APV-Redskaber/hjælpemidler? Er pladskravene opfyldt? Er øvrige forhold i orden f.eks. lys, underlag, husdyr, psykiske arbejdsmiljø?
Man skal dog ikke gå og terpe spørgsmålene.
”Man skal bare huske at mærke efter, ’hvad kan jeg, hvad ser jeg, hvad kan borgeren, og hvilke hjælpemidler er der’. Ud fra det må man vurdere, hvordan man klarer opgaven. Og hvis der er nogen som helst tvivl hos medarbejderen, så har de en ven. Man kan altid kontakte sin forflytningsvejleder eller mig, og der er ingen dumme spørgsmål,” siger Mette Nissen Sørensen.
Hun ved godt, at det ofte er i pressede situationer, at man springer risikovurderingen over. Derfor er det vigtigt at øve ofte, så den ligger på rygraden.
Anna, Børge og Carla visualiserer borgerens funktionsniveau
En af de vigtigste ting at tage højde for er, om der sker ændringer i borgerens funktionsniveau. Det kan ske fra gang til gang eller i en glidende overgang og den kan gå begge veje.
Igen er det en simpel model, Funktionstrappen, der sætter navn på tre forskellige niveauer. Den viste model stammer fra Aarhus Kommune, der også bruger den:
Når ’Anna’ bliver mindre selvhjulpen (fra grøn til gul), skal forflytningen planlægges anderledes. Hvis hun kommer ned i det røde felt, er risikoen for skader høj, og så glider hun over til at blive ’Børge’, hvor der skal helt andre hjælpemidler og APV-redskaber til. Måske kommer det til at betyde, at de fysiske omgivelser bliver for snævre, og så skal der laves en ny APV.
At gå fra ’Anna’ til ’Børge’ til ’Carla’ kræver ofte en dialog med borgeren og de pårørende, og den kan være svær at tage for den enkelte medarbejder.
”Borgeren har også et ansvar, men det kan være svært for en fast tilknyttet medarbejder at skille et ægtepar ad, der har sovet sammen i 50 år. Så kan enten jeg eller forflytningsvejlederen komme ud og tage den svære dialog,” siger Mette Nissen Sørensen.
Hente modellerne her i en samlet PFD
5 år med forflytningspolitik flytter noget, men hvad?
Siden forflytningspolitikken blev vedtaget, har der været færre arbejdsulykker på grund af forflytninger i Syddjurs Kommune. Men kommunen er så lille, at man skal passe på med at konkludere på tallene. Det kan være tilfældigt.
Til gengæld kan Mette Nissen Sørensen tydeligt se, at kurserne og fokus på forflytningsvejlederne gør en forskel. Hver gang medarbejderne har været på kursus og bliver præsenteret for risikovurderingen, bliver der for eksempel bestilt flere APV-hjælpemidler.
Hun kan også høre på de årlige opfølgningsmøder, at lederne bliver bedre til at prioritere, at medarbejderne får den tid, der skal til.
”Vi har et fælles ansvar for, at vi lykkes. Den enkelte medarbejder skal huske at gøre sin leder opmærksom på det, hvis der er et problem, så lederen omvendt kan hjælpe til med at løse problemet,” siger Mette Nissen Sørensen.
Har I fået lyst til at arbejde systematisk med risikovurdering, så kan du lytte til episode 4 om Risikovurdering i BrancheFællesskab Arbejdsmiljøs podcast ’Forflyt med omtanke’. Der kan du også finde et konkret dialogværktøj til risikovurdering.