Kort om besøgsteamet

Besøgsteamet kan hjælpe jer med at sætte forebyggelsen i system. Vi tilbyder udvalgte brancher et forløb, hvor I kan udvikle og afprøve nye veje til at forebygge og håndtere fælles udfordringer i arbejdsmiljøet.

Kort om besøgsteamet
Del: - -

En er én for meget!

Er det okay at kalde en kollega røvlækker? Eller er det i orden at bede en kollega om at tage sig sammen? Det var blandt andet sådan nogle spørgsmål, som konsulenterne fra BFA’s besøgsteam stillede deltagerne fra Voksne, Job og Handicap (VJH) i Aarhus Kommune på en temadag om interne krænkende handlinger.

Omkring 100 mennesker med særlige arbejdsmiljøkasketter i Voksne, Job og Handicap i Aarhus Kommune var samlet til en temadag med BFA’s besøgsteam. Temaet for dagen var seksuel chikane og mobning. Her er de i gang med en ”power pose” for at hente saft og kraft og få lidt bevægelse ind i dagens program. Foto: BFA

Af Anne-Mette Holm

Der blev både grinet, lyttet, snakket og arbejdet seriøst, da omkring 100 mennesker fra Voksne, Job og Handicap i Aarhus Kommune var samlet til en temadag, hvor mobning, chikane og uønsket seksuel opmærksomhed blandt de ansatte var på dagsordenen.

Deltagerne var ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter. Temadagen var et led i den supplerende arbejdsmiljøuddannelse og indgik som en del af et forløb med BFA’s besøgsteam.

Fokus på dagen var, hvordan man kan sige fra overfor krænkende handlinger – både hvis man selv bliver udsat for det, eller hvis man er vidne til det blandt kollegerne. Deltagerne fik også input til, hvordan man som medarbejderrepræsentant eller leder kan tage dialogen med de involverede, og de fik præsenteret nogle værktøjer til at tage hul på snakken med hele personalegruppen.

Selv om den seneste trivselsmåling ikke var alarmerende, var der alligevel enkelte medarbejdere, der havde oplevet at føle sig krænket enten i form af mobning, chikane eller uønsket seksuel opmærksomhed fra andre ansatte. Derfor var øverste MED-udvalg i Voksne, Job og Handicap i Aarhus Kommune klar til at handle på trivselsmålingen.

Vi skal opføre os ordentligt

- Vi tolererer ikke krænkende handlinger i Voksne, Job og Handicap, så vi må forholde os til, hvornår man føler sig krænket. Med temadagen ville vi sende et klart signal om, at vi ønsker et samarbejdsklima, hvor man opfører sig ordentligt overfor hinanden, fortæller centerchef Mette Erhardsen, der var med til at arrangere temadagen som ledelsesrepræsentant i driftsMED. Hun uddyber:

- Der er en generel opmærksomhed på krænkelser i samfundet, og der er sket en bevægelse fra for 10 år siden og til nu. Derfor har vi også brug for at finde ud af, hvad vores holdning er som organisation, og vi har brug for at sikre, at medarbejderne ved, hvordan de kan sige fra overfor det og ved, hvordan de skal forholde sig til det. Og hos os er én person, der føler sig krænket, én for meget, slår hun fast.

Psykologisk tryghed er vigtig

Afdelingsleder i bofællesskabet Skejbyparken, Torben Nygaard Hansen, der også er arbejdsmiljøleder i Borgercenter Nord i Aarhus Kommune, var en af deltagerne på temadagen. Han er enig i, at krænkelser er uacceptable, og han mener, at det er vigtigt, at der er et fælles fokus på krænkelser på de enkelte arbejdspladser.

Det handler om at skabe en god og omsorgsfuld kultur, hvor der er en psykologisk tryghed blandt medarbejderne, men hvor der også skal være plads til, at man indimellem har en dårlig dag.

- Man skal ikke gå hjem med ondt i maven og være bange for at sige det til sin leder eller tillidsrepræsentant, hvis man har oplevet noget ubehageligt. Og man skal heller ikke frygte for kollegaens eller fx en pårørendes reaktion. Medarbejderne skal have følelsen af at blive taget alvorligt og passet på, og at der bliver handlet på det, når der opstår sådan nogle situationer, siger han.

Selv om Torben Nygaard Hansen har målt den psykologiske tryghed på sin egen arbejdsplads med flotte resultater, erkender han, at det alligevel kan være svært at få medarbejderne til at komme til ham, når de oplever ubehagelige episoder.

- I praksis sker det tit, at når tingene bliver svære, skal der meget til, før medarbejderne handler på det. Det kører ofte mellem nogle enkelte kolleger, og så kan den enkelte medarbejder frygte for, hvad der sker mellem kollegagruppen, hvis de siger noget. Det handler om gruppedynamikkerne, forklarer han.

Grib ind som vidne

Et af formålene med temadagen var at give deltagerne nogle redskaber til at skabe dialogerne ude på de enkelte arbejdspladser, og et af redskaberne var BFA-værktøjet ’Grib ind – overfor krænkende handlinger af seksuel karakter’, hvor deltagerne blev guidet til at tage nye dialoger med hinanden ud fra små realistiske historier. 

Værktøjet er bygget op om reaktioner fra forskellige vidnetyper, og de muligheder der er for at gribe ind og sige fra i situationer, der kan være krænkende. For vi oplever situationer forskelligt, og det, der for den ene er krænkende, vil en anden måske ikke lægge det store i.

- Det var meget konkret at arbejde med. De vidnepositioner er jo nogle, vi alle har i os afhængig af kontekst, så det har jeg efterfølgende bragt i spil. Hvornår kommer man til at ’støbe kugler’ eller være medløber osv. Selve beskrivelsen af rollerne, og hvordan de både positivt og negativt kan påvirke arbejdsmiljøet var meget konkrete og fine, konkluderer Torben Nygaard Hansen.

Læs mere og hent dialogværktøjet ”Grib ind – overfor krænkende handlinger af seksuel karakter”

Godt med forskellige læringsstile

Hans kollega, der er faglig konsulent i Borgercenter Vest og arbejdsmiljørepræsentant for Fællesfunktionen, Trine Aarskov Friis, var også med i arbejdsgruppen, der arrangerede temadagen. Hun kunne godt lide variationen i indholdet på dagen.  

- Der var mange forskellige elementer på dagen med både oplæg, videoer og forskellige øvelser, og jeg synes, det var rigtig godt, at dagen bød på forskellige læringsstile, for vi er jo også forskellige som mennesker, vi har forskellige positioner i organisationen, og vi er mange forskellige faggrupper, siger hun.

- Alt i alt gav dagen os både input og inspiration, og vi fik nogle gode diskussioner. Der vil være forskel på, hvordan vi arbejder videre med det lokalt, men vi har alle brug for inspiration til, hvordan man kan gøre det, og det lykkedes godt, synes jeg.

Netop den ny inspiration og kendskabet til nogle gode, enkle redskaber, som deltagerne tog med sig fra dagen, glæder centerleder Mette Erhardsen.

Central beslutning

- Det er svært med krænkende adfærd, og det er svært at tage hul på snakken på arbejdspladsen. Alene det kan afholde nogen fra at tage fat i det. Nu har de noget at tage udgangspunkt i, så er det mindre farligt. Og når vi nu centralt har besluttet, at vi skal tage hånd om det her og tale om det, og vi gør det på den her måde, så risikerer vi ikke, at det sætter tanker i gang lokalt om, hvorvidt der er noget galt på den enkelte arbejdsplads, siger hun.

På temadagen var der afsat tid til at lave handlingsplaner, så deltagerne havde noget konkret at arbejde videre med efterfølgende. Og Mette Erhardsen er slet ikke i tvivl om, at det betyder meget at tage temaet op på de lokale arbejdspladser:

- Vi har brug for et fælles sprog og en legitimering af, at det er ok og forventeligt at sige fra eller tale højt, hvis man har oplevet krænkende handlinger på arbejdspladsen. Det er enormt vigtigt, at folk står frem, ellers legitimerer man en adfærd, der ikke er i orden. Det er et ansvar, vi alle bærer, når vi er på en arbejdsplads, som det også er vigtigt at tale om, siger hun.

Temadagen var startskuddet for et forløb med BFA’s besøgsteam. Dagen bliver fulgt op af en række forankringsmøder i de lokale centre under Voksne, Job og Handicap.

Læs meget mere om krænkende handlinger og hent værktøjer I kan arbejde videre med.

Fakta om Voksne, Job og Handicap i Aarhus Kommune

Voksne, Job og Handicap (VJH) er del af enhedsforvaltningen i Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.

VJH driver botilbud, aktivitetstilbud, fritidstilbud og undervisningstilbud og tilbyder hjælp og støtte til voksne med handicap med henblik på, at den enkelte opnår mest mulig livsmestring og livskvalitet.

Der er i alt ca. 1.400 ansatte i VJH.


Senest revideret den 13. september 2022