Del: - -

En frisk start med fornyet energi og bedre samarbejde

En helt ny organisering fra årsskiftet, store besparelser og løbende nye metoder og måder at arbejde på har betydet store forandringer på fagområdet Handicap og Psykiatri i Ringkøbing-Skjern Kommune på det seneste. Derfor var timingen nærmest perfekt, da de indgik i et samarbejde med BFA’s besøgsteam om at etablere et stærkt MED-samarbejde i deres nye organisation.

Gruppebillede af deltagere fra temadagen i Handicap og Psykiatri i Ringkøbing-Skjerne Kommune Alle medlemmer af FagMED og LokalMED fra fagområdet Handicap og Psykiatri i Ringkøbing-Skjern Kommune var inviteret med til temadagen med fokus på en bæredygtig organisation og et godt samarbejde.

Af Anne-Mette Holm

Ønske om en bæredygtig organisation og et stærkt samarbejde

Øverst på ønskesedlen stod en bæredygtig organisation i bedre balance og en god start for et stærkt samarbejde for den nye organisation, da fagområdet Handicap og Psykiatri i Ringkøbing-Skjern Kommune for et halvt års tid siden indgik i et samarbejde med BFA, netop som de var i fuld gang med en større omstrukturering på området. Og det ser nu ud til, at Handicap og Psykiatri er godt på vej til at få opfyldt ønsket.  

Temadag med fokus på MED-samarbejdet

Trods udfordringer med besparelser i 16 millioner kroners klassen og en anderledes organisering, var ambitionerne nemlig store i den engagerede arbejdsgruppe, der sammen med BFA, planlagde en større temadag for alle medlemmerne af FagMED og LokalMED på området. Målet var at få et godt samarbejde i gang i den nye MED-struktur, som i skrivende stund endnu ikke er faldet helt på plads.

God og positiv stemning

Temadagen bestod både af forskellige faglige oplæg fra BFA og deltagere fra FagMED, præsentation af forskellige værktøjer og ikke mindst praktisk afprøvning af dem.

- Vi fandt og så hinanden på temadagen. Stemningen var god. Alle kom ind med en positiv og glad indstilling, og vi snakkede sammen på kryds og tværs. Alle kom med hjertet på rette sted, og et ønske om, at nu skulle vi have styr på det her, fortæller arbejdsmiljørepræsentant (AMR) og socialpædagog Jannie Formby fra afdelingen ’Bostøtte for korterevarende tilbud’. Hun har været en del af arbejdsgruppen fra Handicap og Psykiatris FagMED, der sammen med BFA’s konsulenter planlagde temadagen.

Det er ikke bare på fagområdet Handicap og Psykiatri, at MED-strukturen er blevet anderledes. Hele kommunen har nemlig også været i gang med at evaluere sit MED-system, og den endelig udformning vil først blive besluttet i løbet af efteråret. Derfor har Handicap og Psykiatris ’gamle’ LokalMED midlertidigt været afløst af ’personalemøder med MED-status’ siden årsskiftet, og fagområdet ønsker at afvente resultatet af kommunens evaluering, inden man beslutter fagområdet endelige struktur.

MED for medindflydelse

Det væsentlige for alle parter er, at der bliver skabt et godt fundament med en god sammenhængskraft, hvor alle medarbejdere har mulighed for at bliver hørt og dermed få medindflydelse. Derfor var timingen af temadagen og samarbejdet med BFA virkelig god.

Indflydelse, der ændrede høringssvar

Medindflydelse var også et tydeligt prioriteret tema på den store temadag, hvor Jannie Formby og hendes kollega i arbejdsgruppen, socialrådgiver og tillidsrepræsentant, Ditte Dølrath, fra afdelingen ’Myndighed’, sammen fortalte deltagerne om, hvordan de hver især konkret – og på hver sin måde havde opsøgt kollegerne for at få deres perspektiver på FagMEDs udkast til et høringssvar omkring nogle af de besparelser, området står overfor.

Jannie Formby valgte at møde fysisk op til personalemøderne på de forskellige adresser for at høre kollegernes input, mens Ditte Dølrath havde valgt at sende en mail til sine kolleger, hvori hun allerede på forhånd havde formuleret nogle forskellige bud, som kollegerne kunne tage udgangspunkt i.  Og fagchefen lyttede. Udkastet til høringssvaret blev ændret, så medarbejdernes tilbagemeldinger kom med til alles tilfredshed.

På temadagen var formålet med fortællingen at inspirere de øvrige medarbejderrepræsentanter til, hvordan de for eksempel fremadrettet kan sikre sig, at deres respektive bagland er med.

Føler sig hørt og lyttet til

- Det er så vigtigt at få baglandet med. Efter vores præsentation var der flere, der kom hen og gav os high fives. Det var virkelig godt, fortæller Ditte Dølrath, der i den grad føler sig hørt og lyttet til af områdets fagchef, der også var til stede på temadagen. Hun fortsætter:

- Det er selvfølgelig rigtig træls med besparelserne, men vi har en fagchef, der kæmper for os og området. Hendes tilstedeværelse på dagen var vigtig, og det betyder rigtig meget for de enkelte medarbejdere. Hun er megagod til også at italesætte det, der ikke er nemt. Og det var med til at gøre, at deltagerne var åbne og gik ind i det med et åbent sind på temadagen, vurderer hun.

Meningsfuld og udbytterig dag

Fagchef Line Loldrup har ikke deltaget i selve planlægningen af temadagen, men hun er meget tilfreds med forløbet, temadagen og oplægget fra medarbejderne.

- Det var fantastisk at høre Jannie og Dittes fortælling på dagen. Det viser, at vi alle er med. Det skal vi jo, for ellers lykkes vi ikke med tingene, siger Line Loldrup og fortsætter:

- Det var en rigtig god, meningsfuld og udbytterig dag. Vi gik derfra med både redskaber, vi kan arbejde videre med, lidt ny teori og indsigt i hinandens erfaringer. Deltagerne var ærlige og tog dialogen på dagen, og vi kom godt på vej til at skabe en organisation i bedre balance, som vi havde ønsket. Det er jeg stolt af. De (red. medarbejderne) har taget det virkelig flot, fastslår hun og understreger, at forløbet med BFA og temadagen blev sat i gang og afviklet på det helt rette tidspunkt i forhold til den proces, som Handicap og Psykiatri befinder sig i for tiden.

BFA hjalp til at se tingene i et klarere lys

Både Jannie Formby og Ditte Dølrath er som deres fagchef fortrøstningsfulde i forhold til fremtiden.

- Det er endt så håndgribeligt og fuldstændig ’hands on’, fordi BFA har været meget konkret på den enkelte situation, og det er det, der skal til. De kom udefra og hjalp os med at gribe alle de bolde, vi bare kaster op, og de har været med til at dissekere, at hvis vi nu tager lidt af det og lidt af det, så lander vi nok et bedre sted. Det har gjort, at vi har kunnet se det i et klarere lys. De har haft det store overblik, som vi andre ikke har, og det har været rigtig godt, forklarer Ditte Dølrath.

Jannie Formby supplerer:

- Det har været en megaspændende proces og et rigtig godt samarbejde. Vi har fået en frisk og god start til at sætte gang i noget godt. Vi har fået ny energi og en forståelse for, hvad det går ud på. Temadagen var vigtig for sammenhængskraften, og med den fik vi skabt en forståelse for, hvilken retning vores organisation går i. Der er jo blevet rystet rigtig meget op i det, vi plejer at gøre, og al ny begyndelse er svær. Men nu har vi gode forudsætninger, siger hun.

Fagchef Line Loldrup tror også på, at forløbet i forbindelse med temadagen gør en forskel på sigt.

- Vi fik skabt et endnu bedre fundament for et stærkt fællesskab. Jeg tror, vi får en bedre dialog fremover. Det er fint, at vi får delt de her ting, vi kan sammen, medarbejdere og ledere. Og engagementet og den aktive deltagelse gav et godt fundament for at komme videre herfra. Nu skal vi beslutte, hvordan vi følger op, og hvordan vi skal evaluere, så vi vil fortsat have fokus på det, siger hun.

De tog konkrete handleplaner med sig hjem

Sidste punkt på temadagen fokuserede på helt konkrete handleplaner, som de enkelte afdelinger tog med hjem for at arbejde videre på. Hør her, hvad Ditte Dølrath og Jannie Formby hver især tog med sig hjem på dagen. 

Ditte Dølrath

Jannie Formby

Læs mere og hent værktøjerne ’Trio – få samarbejdet på sporet’ og ’Føling med organisationen’, som Ditte Dølrath og Jannie Formby taler om i videoerne.


Senest revideret den 27. august 2024