Af journalist Stephanie Hollender
Når man arbejder som rengøringspersonale på et hospital, er risikoen for at blive smittet med corona-virus også meget konkret. Det kan skabe utryghed og bekymring, hvilket var det, som Ronni Vilhelmsen oplevede på sin arbejdsplads. Han er arbejdsmiljørepræsentant, og i 15 år har han arbejdet som serviceassistent på Herlev Hospital.
“Jeg hørte rundt i krogene, at folk var utrygge. Det var ikke, fordi de selv var bange for at blive syge, men de var bange for at tage noget af smitten med hjem til syge familiemedlemmer,” fortæller han.
Det var vigtigt at imødekomme den uro og frygt, og han gik derfor til arbejdsmiljøgruppen og ledelsen. Sammen blev de enige om at etablere frivillige trivselsgrupper, hvor medarbejderne fik mulighed for at adressere og tale om deres bekymringer.
Grupperne bestod af tre til fire medarbejdere, som kendte hinanden godt i forvejen og var vant til at arbejde sammen. Derudover deltog en arbejdsmiljørepræsentant og deres teamleder. Under møderne fik medarbejderne lov til at dele det, de var bekymrede for og stille spørgsmål under uformelle forhold. Typisk varede møderne en halv time, og ofte var der kun behov for et enkelt møde. Men hvis medarbejderne havde brug for at mødes flere gange, gjorde de det.
“Man behøver ikke store plancher og alle mulige overheads. Bare en kop kaffe, og så sad vi stille og roligt og snakkede om, hvordan de havde det hver især,” forklarer Ronni Vilhelmsen.
Behov for at blive hørt
Bekymringerne knyttet til corona var opstået som et sammensurium af mange faktorer. I takt med at myndighederne fik mere viden om virussen, ændrede deres anbefalinger og retningslinjer sig også. Ved siden af de jævnligt opdaterede retningslinjer florerede der udokumenterede rygter om smitten. Det gjorde det svært for mange af medarbejderne at finde hoved og hale i, hvordan de skulle forholde sig til covid-19 og ikke mindst til smittefaren. Trivselsgrupperne blev derfor en ret simpel løsning på noget meget menneskeligt, lyder det fra Ronni Vilhelmsen.
“Det viste sig, at mange havde et behov for bare at blive hørt, og for at nogen tog sig tid til at tale med dem om det, de var bekymrede for,” siger han.
Efter et par samtaler i trivselsgrupperne, gjorde arbejdsmiljørepræsentanterne status sammen med arbejdsmiljøgruppen og ledelsen. Var der behov for flere og måske mere gennemgribende tiltag? Men det var der ikke, lød konklusionen.
“Det var en irrationel frygt baseret på en masse tanker og forestillinger, mere end det var et reelt problem. Mange af mine kolleger melder tilbage til mig nu, at de faktisk synes, det er mere trygt på arbejdet end i fritiden, fordi der er styr på smitten, når de er på hospitalet,” siger han.
Trygheden og tillid
På Herlev og Gentofte Hospital er der i alt 350 medarbejdere i rengøringsenheden. Derfor var det også vigtigt, at tilbuddet nåede ud til de relevante medarbejdere. Hver teamleder fik derfor til opgave at informere medarbejderne om trivselsgrupperne.
“I begyndelsen meldte folk sig syge, fordi de var bange. Når vi spurgte dem, hvor lang tid der gik inden vi så dem igen, kunne de ikke svare på det. Der kan godt gå lang tid, sagde de. Det var jo i virkeligheden, fordi de var bange for at blive smittede. Hvis medarbejderne melder sig syge nu, så er det, fordi de enten er smittede, eller er nødt til at gå isolation,” fortæller Malene Reinecke Høi, der er chef for rengøringsenheden på Herlev og Gentofte Hospital.
Ifølge hende skyldes gruppernes succes i høj grad, at der var fokus på trygheden og tilliden i sammensætningen af grupperne. Og lige præcis derfor, var hun heller ikke selv med til nogle af samtalerne.
“Trygheden er vigtig i de her grupper, og hvis jeg er med, bliver der en form for magtforhold, man skal til at forholde sig til. Det skal der ikke være i sådan nogle grupper, og derfor er det også godt, at der er en arbejdsmiljørepræsentant med til møderne, så det ikke bliver en leder-medarbejder-samtale,” siger Malene Reinecke Høi.
Et øje på de bløde værdier
Da covid-19 epidemien brød ud, havde ledelsesgruppen travlt med at sikre driften og medarbejdernes sikkerhed på andre parametre. For eksempel at der var letforståelig information om brugen af værnemidler, og at rengøringspersonalet blev screenet. Man skulle sikre sig, at de udførte rengøringsopgaven korrekt, så de hverken selv eller patienterne blev smittede.
Derfor blev det også taget godt imod, da Ronni Vilhelmsen gjorde opmærksom på, at medarbejderne faktisk var utrygge ved at komme på arbejde, lyder det fra Malene Reinecke Høi.
“Det var heldigt, at der var en arbejdsmiljørepræsentant, der fik øje på den mere bløde del af arbejdet og gjorde os opmærksomme på det. Vi andre havde fokus på driften og på udførelsen af kerneopgaven,” siger Malene Reinecke Høi.
Der er ikke længere behov for trivselsgrupperne, men hvis medarbejderne får brug for det, så vil de uden tvivl gøre det igen. Det er et åbent tilbud, lyder det fra både Ronni Vilhelmsen og Malene Reinecke Høi.
Tre erfaringer fra trivselsgrupperne på Herlev og Gentofte Hospital
- Mindre grupper og tryghed: Der var et stort fokus på at skabe tryghed, så derfor var det en lille flok på tre til fire medarbejdere, en arbejdsmiljørepræsentant og teamlederen, der mødtes. De medarbejdere som deltog, var vant til at arbejde tæt sammen og havde tillid til hinanden på forhånd. Derudover blev der lagt vægt på, at det var et frivilligt tilbud.
- Simpelt og uformelt setup: Ørerne var det vigtigste redskab. Det handlede om at skabe et uformelt rum, hvor medarbejderne var trygge ved at fortælle om det, der bekymrede dem. Der er ikke brug for formelle informationer og oplæg - og ledelsen bør ikke deltage.
- Vær flere om tilbuddet: Der var tale om en stor gruppe af medarbejdere på Herlev og Gentofte Hospital, så derfor fik arbejdsmiljørepræsentanterne hjælp af teamlederne og den øverste ledelse til at gøre opmærksom på tilbuddet. Det var også vigtigt, at der var flere arbejdsmiljørepræsentanter til at deltage i møderne, så den samme arbejdsmiljørepræsentant ikke skulle med til alle møderne.