Del: - -

Arbejdsgiveren skal sikre, at der er værnemidler til rådighed

Det er arbejdsgiverens ansvar at der er mundbind, visirer og andre værnemidler til rådighed på arbejdspladsen. Det er den ansattes pligt at bruge dem som foreskrevet.

Helt overordnet er det altid arbejdsgiverens ansvar, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det står i Arbejdsmiljølovens §15.

Det er altså arbejdsgiverens ansvar at sikre, at der er de nødvendige mundbind, visirer, handsker, håndsprit og andre værnemidler til rådighed. Det er også arbejdsgiverens ansvar at fastlægge retningslinjer for brugen af værnemidler arbejdspladsen og at sikre, at de ansatte har fået den tilstrækkelige instruktion, så de kan bruge værnemidlerne korrekt.

Omvendt har man som medarbejder pligt til at følge de anvisninger og retningslinjer, som gælder på arbejdspladsen - også for brug af værnemidler.

I forhold til mundbind og visirer har Arbejdstilsynet udgivet vejledning D.5.4 om åndedrætsværn og dets brug.

De vigtigste pointer fra vejledningen

Bemærk: Arbejdstilsynets vejledning handler om alle typer af åndedrætsværn: Ikke bare masker og visirer, men også de mere avancerede åndedrætsværn med støv- og gasfiltre, som bruges ved fx sprøjtemaling, højtryksrensning og arbejde i giftige dampe. Derfor bruger vi ordet åndedrætsværn i citaterne fra vejledningen.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at:

  • Medarbejderne forsynes med egnet åndedrætsværn, og at åndedrætsværnet bliver brugt straks ved arbejdets begyndelse og under hele arbejdet.
  • Åndedrætsværnet til enhver tid yder den tilsigtede beskyttelse og ikke medfører unødige gener. Åndedrætsværnet skal være egnet til brug under de eksisterende forhold på arbejdsstedet, vælges under hensyn til de ergonomiske forhold og passe til brugeren, eventuelt efter tilpasning.
  • Brugerne får instruktion i brugen af åndedrætsværn. Brugerne skal om nødvendigt trænes i at bruge det.

Medarbejderne skal bruge åndedrætsværnet i overensstemmelse med de instrukser, de har fået. Medarbejderne skal medvirke til, at udstyret virker efter hensigten, og meddele fejl og mangler til arbejdsgiveren, arbejdslederen eller sikkerhedsorganisationen.

Er der værnemidler nok?

Der har i perioder været knaphed på bestemte typer af værnemidler under covid-19 epidemien. Men kommuner og regioner har et tæt samarbejde om at indkøbe og fordele mundbind, filtrerende masker, visirer, handsker, håndsprit og andre værnemidler.

På Danske Regioners hjemmeside bliver der hver uge udsendt opdaterede lister over, hvor mange værnemidler der er til rådighed, og hvor mange der er "i pipeline" – altså det, som er bestilt og på vej til landet.


Senest revideret den 18. august 2023