Del: - -

Mundbind eller visir? Hvornår bruger man hvad?

Det kan være svært at finde ud af, hvornår det ene værnemiddel til ansigtet er mere hensigtsmæssig end det andet. Læs her om fordele og ulemper ved mundbind/maske og visir.

Der findes to hovedtyper af værnemidler til ansigtet: mundbind/maske og visir. Det er arbejdspladsens ansvar at fastlægge, hvilke værnemidler du skal bruge, og hvornår du skal bruge dem. Arbejdspladsen skal også stille værnemidlerne til rådighed.

Der opstår hele tiden ny viden om covid-19, men i det følgende har vi opsummeret Arbejdstilsynets og Statens Serum Instituts retningslinjer og anbefalinger, som de gælder i november 2020:

Mundbind og maske

Der findes forskellige typer mundbind. De godkendte engangsmundsbind er dem, de fleste bruger, og er dem, du kender fra butikkerne. Mundbind giver bedst beskyttelse, og det vil være dem, man som udgangspunkt skal bruge på de fleste offentlige arbejdspladser.

Arbejder man i sundheds-, ældre- eller socialsektoren er der særlige anbefalinger om brugen af mundbind eller visir. I nogle tilfælde anbefaler man også at bruge filtrerende ansigtsmasker, som slutter fuldstændig tæt til ansigtet, så vejrtrækningen udelukkende foregår igennem et filter. Det vil fremgå af arbejdspladsens retningslinjer.

Det kan være en generel ulempe ved mundbind (og filtrerende masker), når du skal kommunikere med andre, at man ikke kan se din mund. Der kan også være tilfælde, hvor man ikke kan bære mundbind. Fx hvis man har vejrtrækningsproblemer eller får allergiske reaktioner. Stofmundbind kan være et alternativ til folk med vejrtræknings- og hudproblemer.

Visir

Et visir er en skærm, typisk lavet af plastik, der dækker ansigtet, og på denne måde virker som en barriere mod viruspartikler. Et visir beskytter ikke lige så godt som de godkendte engangsmundbind. Fordelen er, at de letter kommunikationen med bestemte mennesker fx. børn eller mennesker med demens.

Gener ved brug af mundbind eller visirer

Hvis du oplever gener med brugen af værnemidlerne, er det arbejdspladsen, der skal hjælpe dig med at finde alternative løsninger.

Fordele og ulemper ved de enkelte værnemidler

Engangsmundbind/filtrerende maske:

Fordele

  • De godkendte engangsmundbind eller filtrerende ansigtsmaske beskytter bedst dig selv og dine kollegaer.
  • Engangsmundbind/masker er CE-mærkede og lever derfor op til en række kvalitetskrav.
  • De er nemme at skifte og kræver ingen rengøring.
  • Du bør bruge CE-mærkede engangsmundbind/maske, hvis du selv er i øget risiko for at blive alvorligt syg af covid-19, eller hvis du vil beskytte en kollega, der er i øget risiko.

Ulemper

  • De kan medføre forskellige gener, eks. udslæt på huden og trykskader bag ørerne, hvor elastikken sidder.
  • Mundbind/masker kan fremprovokere eksem eller allergiske reaktioner.
  • Kan være generende for dig, der bærer briller eller bruger høreapparat.
  • Mundbind/masker dæmper lyden, når du taler.
  • Ved brug af mundbind/masker, kan man ikke mundaflæse, og det kan være en udfordring i kommunikationen med fx børn, mennesker med demens eller høre- eller synshæmmede.

Stofmundbind:

Fordele

  • Det kan være lettere at trække vejret med et stofmundbind. Det kan derfor være et godt alternativ, hvis du i forvejen har vejrtrækningsproblemer.

Ulemper

  • De fleste stofmundbind er ikke underlagt samme kvalitetskrav, som de godkendte engangsmundbind. Derfor kan du ikke være sikker på, hvor godt et stofmundbind beskytter dig.
  • Med et stofmundbind beskytter du primært andre, og andre beskytter dig. Du er ikke nødvendigvis selv beskyttet.
  • Stofmundbind kan medføre samme kommunikationsmæssige udfordringer samt gener som udslæt og trykskader bag ørene som engangsmundbindene.

Visir:

Fordele

  • Man kan trække vejret ubesværet og egner sig derfor godt til dig, der i forvejen har vejrtrækningsproblemer.
  • Man kan se hele ansigtet, hvilket kan være væsentligt i nogle jobs. For eksempel når du taler med børn, mennesker med demens, høre- eller synshæmmede eller i situationer, hvor masker kan fremprovokere psykiske reaktioner hos den, du taler med.
  • Bruger du høreapparat og er generet af øreelastikkerne, kan et visir være et godt alternativ.
  • Et visir kan som udgangspunkt bruges hele dagen. Med mindre det er synligt beskidt eller vådt.

Ulemper

  • Visiret slutter ikke tæt om ansigtet. Det kan derfor påvirke, hvor godt visiret beskytter dig.
  • Der findes mange forskellige typer visirer, og ikke alle beskytter lige godt. Hvis du bruger visir, så brug ét, der både dækker mund, næse og øjne.
  • Alle visir produceres ikke efter fælles industrielle standarder. Derfor kan kvaliteten variere.
     
  • Læs mere om mundbind og visirer på Arbejdstilsynets hjemmeside

Senest revideret den 22. december 2020