Del: - -

Roller og ansvar i arbejdet med social kapital

Hvis organisationen vil i gang med at styrke den sociale kapital, har især ledelsen, MED-udvalg/SU og de lokale tillidsvalgte hver deres oplagte roller.

Ledelsen

Social kapital angår organisationens kerneopgave og handler om relationerne på arbejdspladsen som helhed. Derfor er der ingen vej uden om at tage det øverste relevante ledelsesniveau i ed. Hvis ikke ledelsen forstår formålet og er klar til at bakke processen aktivt op, nytter det ikke at gå i gang.

Social kapital angår også meget direkte organisationens ledere, fordi social kapital i høj grad sætter fokus på relationer og samspil mellem ledere og medarbejdere, men også mellem afdelinger og ledelsesniveauer. At være leder i en organisation, der vil styrke sin sociale kapital, kræver også, at man selvkritisk overvejer sine principper og sin praksis.

BFA har udgivet hæfte Social kapital, specielt rettet mod lederen med personaleansvar.

MED-udvalg/SU

Social kapital er et oplagt tema for MED-udvalg/SU, hvor ledere og medarbejdere netop skal behandle forhold, som har betydning for arbejds-, personale-, og samarbejdsforhold på arbejdspladsen. MED-systemet er i sig selv udtryk for en tradition, hvor ledelse og medarbejdere samarbejder i gensidig respekt for hinandens opgaver.

Desuden er udvalgets perspektiv den samlede arbejdsplads. Udvalget har dermed mulighed for at tænke social kapital ind i helheden på arbejdspladsen – herunder på tværs af afdelinger og faggrupper og lige fra det lokale til det centrale niveau.

Et HovedMED-udvalg/HSU kan fx bruge resultater af en spørgeskemaundersøgelse til at skabe et overblik over den samlede sociale kapital i organisationen. Herudfra kan udvalget så vurdere, om der er brug for samlede eller mere lokale indsatser.

Den lokale trio

Når et projekt om social kapital har psykisk arbejdsmiljø som et vigtigt formål, er det oplagt at ”den lokale trio” på arbejdspladsen styrer og leder indsatsen. Det vil sige lederen sammen med TR og arbejdsmiljørepræsentanten (Amir).

Det kan med fordel ske med støtte fra organisationens interne HR-, arbejdsmiljø og uddannelseskonsulenter (den centrale trio) – og som nævnt med tydelig opbakning fra den øverste relevante ledelse.


Senest revideret den 04. december 2024