Artiklen er et redigeret uddrag fra podcasten Stress med Pia Ryom
Af Søren Svith
”Dengang jeg startede på arbejdsmedicinsk klinik i Aarhus i 1984, arbejdede vi overhovedet ikke med psykisk arbejdsmiljø. Så det er vigtigt at huske, at det er et relativt ungt fænomen.
Dengang var arbejdsmiljøforskningen inspireret af epidemiologien og den arbejdsmedicinske metodik, altså den forståelse, at kravene kan beskrive objektivt.
Den forståelse er jo skredet med årene. Det kan vi blandt andet se i europæiske spørgeskemaundersøgelser, hvor man undersøger arbejdsmiljøet med mellemrum. Hvis du går tilbage og tager de objektivt og de objektiviserede krav, så er de faktisk ikke steget nævneværdigt de sidste 20 år.
Det kan fx være tempoet, altså hvor mange opgaver du rent faktisk har. Det er ikke antallet, der er steget, men den subjektiv oplevede dimension. Altså det her med, om jeg laver det godt nok. De krav, man stiller til sig selv i forhold til arbejdet”.
En farlig tendens
Så når folk føler, at de løber stærkere og stærkere, så er det faktisk en subjektiv oplevelse, som ikke passer ind med de fakta eller de tal, vi kan se?
”Det er i hvert fald tit sådan, at hvis folk de overholdt den funktionsbeskrivelse, de har, så er det svært at forstå, hvorfor de rent faktisk bliver stresset. Det er fordi, der er en hel masse normer, forventninger osv., vi udvikler med hinanden på arbejdspladsen om, hvornår vi rent faktisk har gjort vores job godt nok”.
Hvad ser du der af udvikling, og hvad skyldes den, tænker du?
”For det første, så skyldes det jo nok, at andelen af mennesker, der har andre mennesker som deres genstandsfelt, jo også er steget ganske betragteligt. Altså, så er det jo mere de offentlige omsorgsarbejdere og velfærdsarbejdere, der træder mere og mere frem belastningsmæssigt.
Men det gør mig urolig, når det bliver til en sandhed, når du har oplevet en ting. Det synes jeg er en meget farlig tendens faktisk”.
Men kan du prøve at eksemplificere?
”Ja, for eksempel, selvom du får tilført ekstra ressourcer, så du rent faktisk objektivt set ikke er så tidspresset, så kan folk godt bevare oplevelsen af at være tidspresset.
Fordi det ligesom også er blevet en del af kulturen, at man snakker om, at vi har os så travlt.
Jeg har ikke det budskab at sige til offentligt ansatte, at de overhovedet ikke er pressede, at det er bare noget, de bilder sig ind. Det er ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at en del af det, der giver den oplevelse belastning, kan vi selv være med til at reducere”.
Vi overimplementerer regler
Alle folk taler jo om, at dokumentationskrav er steget alle mulige steder. Så kan man ikke objektivt sige, at det er det, og det har betydning for, hvor travlt man har?
”Altså der hvor jeg hører den største kritik af dokumentationskravene, er faktisk inden for socialområdet og inden for hjemmeplejeområdet osv. Og det der er rigtig, rigtig interessant i forhold til det, det er, at 80% af det, der ligger i de dokumentationer, det er faktisk noget, vi selv har lagt på som kommune, som arbejdsgiver, som institution. Det skal vi måske til at kigge lidt på.
Altså fordi, hvorfor skal vi dokumentere noget, som der måske ikke er krav om, men som vi tænker, det kunne være en ekstra sikkerhed for os”?
Altså en overimplementering, kan man sige, af de lovkrav, der er.
”Og så også den der forelskelse i, at, hvis vi nu har dokumenteret det, så kan det være, at vi på et senere tidspunkt kan bruge de oplysninger til noget forskning eller et eller andet.
Det sker bare så sjældent”.
Okay, så der er i hvert fald noget, at man kunne tage fat på der og rydde op i, uden at man behøver at have Folketinget ind over.
”Ja.”