På siden finder I både introduktion til temaet og konkrete værktøjer til hvordan I kan tale om kompetencerne og følge op på det, I beslutter.
Drøft jeres kompetencer en gang om året
Hvis jeres arbejdsplads skal lykkes med at forebygge problemer i arbejdsmiljøet, er det afgørende, at arbejdsmiljøorganisationen har både den nødvendige viden og de rette kompetencer. Ved et årligt servicetjek kan I tage et kig på, hvordan jeres kompetencer matcher de opgaver, I skal løse. På større arbejdspladser kan drøftelsen foregå i AMU – arbejdsmiljøudvalget, på mindre foregår den i AMO – arbejdsmiljøorganisationen. Drøftelsen kan eksempelvis foregå som en del af jeres årlige arbejdsmiljødrøftelse.
Hvad siger reglerne?
En gang om året skal I drøfte, om der i virksomheden er behov for opbygning af ny viden om arbejdsmiljø. I skal også drøfte den supplerende arbejdsmiljøuddannelse af arbejdsmiljørepræsentant og arbejdsleder. Det kan ske på baggrund af eksempelvis jeres APV-proces eller som del af den årlige arbejdsmiljødrøftelse.
AT-vejledning 1.3.1. om systematisk arbejdsmiljøarbejde
Tag stilling til, hvordan I er i stand til at forebygge problemer i arbejdsmiljøet
Når I skal drøfte jeres kompetencer i arbejdsmiljøarbejdet, kan det være en god idé først at se på, hvordan I lykkes med at forebygge de arbejdsmiljøproblemer arbejdspladsen har. Start med det, I lykkes godt med, og tal bagefter om det, I gerne vil styrke.
I kan med fordel overveje:
- Hvilke arbejdsmiljøproblemer, I typisk forebygger
- Hvilke opgaver, I har i arbejdsmiljøarbejdet i øvrigt
- Hvordan I lykkes med samarbejdet i arbejdsmiljøorganisationen
Når I har et billede af disse spørgsmål, har I også et grundlag for at tale om, hvor jeres kompetencer matcher opgaverne, og hvor der kan være brug for et løft.
Brug jeres APV og årlige drøftelse som kilder
Når I taler om jeres kompetencer, kan I med fordel trække på den viden, I allerede har om arbejdspladsens arbejdsmiljø og jeres opgaver i arbejdsmiljøarbejdet.
I kan inddrage viden fra:
- jeres APV-handleplan.
- jeres årlige drøftelse, hvor I evaluerer forrige år og planlægger det kommende års arbejdsmiljøarbejde.
- en evaluering af jeres samarbejde om arbejdsmiljøarbejdet, hvis I har en sådan.
På den måde har I et solidt og kvalificeret grundlag for jeres drøftelse og de beslutninger, I tager.
Tre veje at gå, når I skal løfte kompetencerne
Når I har fået et overblik over, hvilke kompetencer I ønsker at styrke, skal I overveje, hvordan I vil gøre det:
- Hvad kan og vil I selv løfte – fx ved supplerende arbejdsmiljøuddannelse?
- Hvad kan I hente viden eller kompetencer til fra andre på jeres arbejdsplads?
- Hvad kan I med fordel hente hjælp til udefra?
Den bedste løsning afhænger af, hvilke kompetencer I ønsker at styrke:
Nogle gange kan der være brug for et kursus, mens det andre gange handler om at sikre, at der er tid til at orientere sig i reglerne eller en vejledning.
Undersøg også, om jeres arbejdsplads allerede har tilbud om supplerende arbejdsmiljøuddannelse eller fælles temadage om arbejdsmiljø, som matcher jeres behov.
Og overvej, om I kan finde hjælp i andre dele af jeres arbejdsplads: Måske sidder der nogle specialister rundt omkring, I kan trække på i forskellige situationer?
Hvis I har en arbejdsmiljøudfordring som I ikke kan løse ved egen hjælp, har I som arbejdsplads pligt til at få hjælp udefra – eksempelvis fra en ekstern arbejdsmiljørådgiver.
Hent et værktøj til at tage drøftelsen
I værktøjet ’Drøft kompetencerne til jeres arbejdsmiljøarbejde’ kan I finde en vejledning til, hvordan I kan tage snakken om jeres kompetencer. Værktøjet guider jer igennem, hvordan I kan forberede, gennemføre og handle på jeres drøftelse.
Har I brug for, at noget bliver endnu tydeligere efter jeres drøftelse, kan I finde hjælpeværktøjer til at stille skarpt på tre forskellige områder af jeres kompetencer. De guider jer til at:
- afstemme jeres forventninger til samarbejdet i arbejdsmiljøgruppen
- kortlægge jeres kompetencer til de konkrete opgaver
- skabe overblik over, hvordan I inddrager arbejdspladsen
Slut af med at forankre resultatet i jeres handleplan og årshjul
Når I er færdige med jeres drøftelse og har besluttet, hvilke kompetencer der skal styrkes, og hvordan det skal ske, så skriv jeres aftaler ind i en handleplan. Aftal, hvornår I går i gang, hvem der gør hvad, og hvornår I følger op. Integrerer det i jeres APV-handlingsplan, så jeres plan for at styrke kompetencerne bliver en del af måden, I forebygger jeres arbejdsmiljøproblemer.
Find en skabelon til handleplan her.
Planlæg, hvornår I skal tage jeres uddannelse ud fra et årshjul her.
Bliv bedre til dialog og samarbejde
Find inspiration til at styrke jeres samarbejde: