Få hjælp til en målrettet og varig arbejdsmiljøindsats
BFA tilbyder gratis forløb, hvor vi i samarbejde får sat skub i arbejdsmiljøindsatserne og skabt en fælles retning, der tager hånd om jeres konkrete arbejdsmiljøudfordringer -uanset om I står midt i en forandringsproces, ønsker at styrke trivsel eller står med helt andre arbejdsmiljøudfordringer.
Et forløb med BFA's besøgsteam er for jer, der har en rolle i AMO/MED/SU eller ledelsen i kommunale, regionale, statslige eller selvejende organisationer (herunder privatpraktiserende mv.). I forløbet får I professionel sparring og praktisk hjælp til at styrke jeres arbejdsmiljøarbejde – både i hverdagen og på strategisk niveau. Vi skræddersyr indsatsen, så den matcher jeres situation, ressourcer og ambitioner.
Sådan kan vi styrke jeres arbejdsmiljø sammen
Vores erfarne arbejdsmiljøkonsulenter har erfaring inden for en bred vifte af arbejdsmiljøproblematikker. I et forløb med BFA’s besøgsteam kan I eksempelvis få arbejde med:
- at skabe overblik og struktur i arbejdsmiljøarbejdet – så I ved, hvem der gør hvad, og hvordan I kommer videre
- at forankre arbejdsmiljøarbejdet på tværs og integrere det i jeres strategiske ledelse – så arbejdsmiljøet bliver en naturlig del af driften og beslutningerne
- at håndtere uklare og modstridende krav i arbejdet, stort tidspres og følelsesmæssigt krævende opgaver – fx når opgaverne står i kø, kravene peger i flere retninger, forventningerne er mange, og belastningen fører til stress eller højt sygefravær
- at forebygge og håndtere krænkende handlinger – fx når medarbejdere oplever utryghed i mødet med borgere eller i samarbejdet internt
- at finde løsninger på fysiske belastninger – fx når der løftes tunge kasser uden hjælpemidler, arbejdes foroverbøjet i mange timer eller mangler variation i arbejdsstillinger
- at arbejde forebyggende med arbejdsulykker – fx ved at identificere arbejdsopgaver, der kan føre til fysiske skader eller forebygge psykisk belastning efter voldsomme episoder
Med et forløb får I ikke kun arbejdet med jeres aktuelle udfordringer, men også styrket det langsigtede og systematiske arbejdsmiljøarbejde i hele organisationen.
Er I klar til at komme i gang? Så kontakt BFA's besøgsteam og hør, hvordan vi kan skræddersy en løsning til jer.
I kan også læse mere om forløb med BFA's besøgsteam her