Det Nye Ahus, Akershus Universitetssygehus, er spækket med nye teknologiske løsninger og nye arbejdsgange, som brugerne har været med til at udvikle. Og så er der sørget for masser af sollys til både patienter og medarbejder.
Automatisk medicinforsyning
En automatiseret lægemiddelsforsyning sender via rørpost medicinen direkte til patienten. Lægen rekvirerer medicin via pc, hvorefter farmaceuten starter produktionsrobotten, som producerer, pakker og leverer. Et sugeanlæg håndterer 80 % af sygehusets skrald og vasketøj.
Og hver seng har sin egen patientterminal med bl.a. elektronisk journal, internetadgang, tv, telefon, underholdning og information. Alt sammen intelligente logistiksystemer, som sparer tid og mandskab.
Dagslys til alle arbejdspladser
Gode lysforhold har været prioriteret højt i byggeriet og et mål har været, at få dagslys til alle arbejdspladser, udsyn til landskabet og kontakt til det fri.
En glasoverdækket hovedgade, hvor træ er det dominerende materiale, forbinder bygningerne og funktionerne. Glasgaden er sygehusets hovedfærdselsåre og er bygget op som en serie af torve med forskellig karakter og funktioner såsom kiosk, apotek, frisør, kirke og café.
Korte afstande mellem funktionerne, god organisering og moderne teknologi giver personalet mere tid til patienterne.
Primært enestuer
Sygehuset er primært indrettet med ensengsstuer af hensyn til patientens integritet, og det traditionelle sengeafsnit er opdelt i mindre enheder med hver sin arbejdsstation.
Stuerne ligger placeret ved et lille torv med en betjeningsdisk til et sygeplejerteam. Det bringer sygeplejerskerne tættere på patienterne i dagtimerne, hvor der er et sygeplejerteam på hvert sengetorv. Samtidig giver det driftsbesparelser i de rolige aften- og nattetimer, hvor sengetorvenes fysiske placering i forhold til hinanden gør det muligt, at en sygeplejerske kan passe fire sengetorve på en gang.
Fordele ved brugerinddragelse
»Sygeplejerskerne har selv været med til at udvikle ideen, så alle er glade. Jeg ser det som et eksempel på de fordele, man kan opnå for både personale, patienter og driftsøkonomien, når man har mulighed for at tænke i helheder fra begyndelsen,« fortæller chefarkitekten Klavs Hyttel fra C.F. Møller til fagbladet Ingeniøren.
Teknologi sparer tid og mandskab
Den norske projektdirektør Bjørn Sund fremhæver i samme artikel, at det især er implementeringen af intelligente logistiksystemer, der gør sygehuset til noget ganske særligt.
»Vi indfører løsninger, som sparer enormt meget tid og mandskab. Men endnu vigtigere disciplinerer det driften, så du langt hen ad vejen kan standardisere arbejdsgangene på sygehuset. Det giver nogle helt nye muligheder for at skabe et effektivt og velfungerende sygehus,« siger Bjørn Sund, der har samarbejdet med mere end 30 forskellige personalegrupper for at nå frem til de optimale løsninger.