Af Helle Nørrelund Sørensen
Trætte elever, en små irritabel lærer og et lokale, hvor luften er varm og klam. Skoledagen kan blive en hård affære for alle, hvis indeklimaet ikke lever op til kravene for et sundt undervisningsmiljø.
Indeklimaet har betydning for, om børnene kan koncentrere sig og tilegne sig ny viden. Det viser en undersøgelse, som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har foretaget blandt 230 danske folkeskoler. Ifølge undersøgelsen opnår elever i klasseværelser med mekanisk indblæsning og udsugning i gennemsnit bedre resultater i de nationale test, set samlet i alle testfag, end hos elever fra skoler, hvor udluftningen kun sker, når et vindue for eksempel bliver åbnet.
Faktisk er forskellen i testresultaterne mellem de to slags skoler på 1,5 procentpoint, og det er »statistisk signifikant«, fortæller Geo Clausen, lektor og civilingeniør ved DTU, som har været med til at lave undersøgelsen.
»Det seneste årti har vi brugt meget energi på at undersøge, hvad det betyder for arbejdsevnen, når voksne arbejder for eksempel på et kontor med dårlig udluftning. Her kan vi se, at præstationsevnen falder med 3 til 5 procent. Men undersøgelsen her viser, at børns evne til at præstere i skoler med dårligt indeklima og uden mekanisk ventilation spiller ind på resultatet i testene. Det er jo ret håndgribeligt,« siger han.
Dårligt indeklima gør børn syge
Når børn fra skoler med dårligt indeklima opnår ringere resultater i de nationale tests, hænger det til dels sammen med sygefraværet. Ifølge bygningsreglementet fra 2010 må indeluften på skoler og daginstitutioner højest indeholde 0,1 procent CO2. For når vi ånder ud, medvirker det til CO2-koncentrationen i luften, og bliver den ikke fortyndet med ren luft, kan det give børn og voksne fysiske gener.
»Når CO2-koncentrationen i et rum bliver for stor, er det første forureningstegn på vores sundhed som regel, at vi bliver trætte. Og det kan ret hurtigt føre over i hovedpine og uoplagthed«, fortæller Geo Clausen, DTU.
Og det spiller ind på især børns evne til at koncentrere sig og holde skoledagen ud.
»Når vi er voksne, ved vi godt, hvad der forlanges af os. Vi strammer os op, selv om vi har ondt i hovedet. Men den logik er der ikke altid hos børn. Hvis hovedet knager, bliver de langt hurtigere sendt ud af kurs. Det går ud over koncentrationsevnen, og måske er en sygedag også lige om hjørnet,« siger Geo Clausen.
Sygefraværet er højest på skoler med naturlig udluftning
DTU har med tal fra 277 danske skoler sammenlignet sygefraværet blandt eleverne med, hvordan skolernes ventilation er. Og her ses det, at skoler, der kun kan få frisk luft ind i lokalerne gennem et åbent vindue eller en åben dør, har det højeste sygefravær med 4,4 procent blandt eleverne. Derimod har skoler med mekanisk ventilation den laveste sygefraværsprocent på 4,2 procent.
For en skole med 400 elever, der kun har naturlig udluftning, svarer det ifølge rapporten til, at eleverne samlet har mellem 80 og 160 flere sygedage end skoler, der har mekanisk ventilation.
Gode råd om bedre indeklima
Ifølge Undervisningsmiljøloven har børn og unge »ret til et godt undervisningsmiljø.«
For at skolerne kan leve op til det, råder Geo Clausen fra DTU til følgende:
- Sørg for ordentlig ventilation
Især ældre skoler er præget af, at luftventilation kun sker, når døre og vinduer åbnes. Det kan med fordel støttes ved at få installeret mekanisk udsugning og indblæsning, som automatisk bliver reguleret ved at måle CO2-koncentrationen i rummet.
Naturlig ventilation er dog stadig en god idé.
- Styr temperaturen
Temperaturen har indvirkning på menneskers præstationsevne. Undersøgelser viser, at sænker man temperaturen fra 25 grader til 21 grader, øger man præstationsevnen hos børn med op til 8 procent.
Der er en klar sammenhæng mellem skoler, der kun kan lufte ud ved hjælp af naturlig udluftning, og elevernes dårlige resultater i de nationale tests. Det viser en undersøgelse, som Geo Clausen, lektor og civilingeniør ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), har været med til at lave.
Foto: Danmarks Tekniske Universitet.
Læs mere om
Ventilation og luftkvalitet