En ting er at få skrevet arbejdsmiljøet ind i indkøbspolitikken. Noget andet er at få den til at leve i praksis. Det mener HR-konsulent Thomas Duus Monefeldt, som er en del af det centrale arbejdsmiljøteam i ATP - som er så stor en organisation, at de gennemføre mange udbud selv.
"Indkøberne sidder med rigtig mange ting og kan jo ikke forventes at have en egentlig arbejdsmiljøfaglighed. Derfor er der brug for, at vi i arbejdsmiljøafdelingen er proaktive og opsøgende", siger han.
"Samtidig er det vigtigt, at den formelle arbejdsmiljøorganisation er aktivt inddraget, når det er nødvendigt, og at den hele tiden holdes orienteret. Det sker via vores centrale HR Arbejdsmiljøfunktion, der i det daglige er sekretariat for arbejdsmiljøorganisationen".
Netværk og personlige kontakter
"Hos os har vi opbygget netværk og gode personlige kontakter mellem indkøberne og de arbejdsmiljøfaglige, som sikrer, at begge parter kender hinanden og ved, hvem vi skal kontakte".
"Det betyder, at vi har rigtig gode processer i forbindelse med de enkelte udbud og indkøbsaftaler. Vi er inddraget med rådgivning i forbindelse med kravspecifikationer og behovsanalyser, og vi læser og kommenterer udkast til udbudsmaterialer. Dermed kan vi bidrage til, at produkterne passer til de faktiske opgaver og behov - samt at de lever op til både ATP’s arbejdsmiljøstandard og den gældende lovgivning", forklarer han.
"Vi deltager også i statusmøder med leverandører, hvor vi bl.a. præsenteres for nye produkter. Vi kan bidrage med en arbejdsmiljøfaglig vurdering, som er med til at sikre, at vi træffer de bedste valg og bruger pengene rigtigt".
Samarbejdet går begge veje
Ofte er det indkøberne selv, som går til de arbejdsmiljøfaglige for at få rådgivning. Det er fx sket i forbindelse med et nyligt udbud omkring it-udstyr.
"Vi havde så en række pointer omkring ergonomi, støjniveau og valgfrihed i forhold til pegeredskaber. Det er fx vigtigt at musene er trådløse og asymmetriske, så man let kan flytte rundt på den", siger Thomas Duus Monefeldt.
"Andre gange er det os, som skal være opsøgende. Det kræver en vedholdende opmærksomhed at sikre, at arbejdsmiljøet forbliver i fokus. Og selv om indkøberne er positive, er det arbejdsmiljøafdelingens opgave at holde fast", slutter han.