Det skyldes for det første, at det ofte er den enkelte medarbejder, der bedst kender arbejdsgangene og problemerne i forhold til netop sit arbejdsområde. Men det skyldes også, at der kan være store individuelle forskelle på, hvordan vi oplever belastninger i arbejdsmiljøet - ikke mindst når det handler om det psykiske arbejdsmiljø.
Det betyder, at ledelsen og medarbejderne løbende bør sige til, når der er ting i arbejdsmiljøet, som måske kunne forbedres. I kan lettere finde løsninger, når problemerne fanges i opløbet - og når der er en fælles dialog i lægepraksissen.
Hvis der er mere end 10 ansatte i jeres lægepraksis, er det ikke nok med en uformel åbenhed og dialog i hverdagen. Så er det et lovkrav, at der nedsættes en arbejdsmiljøorganisation, og at medarbejderne vælger en arbejdsmiljørepræsentant.
Ledelsens rolle
Arbejdsgiveren har ansvaret for, at arbejdsmiljøet er i orden. Det indebærer, at lederen skal sikre, at medarbejderne får en ordentlig instruktion i, hvordan arbejdet skal udføres, og at følgende arbejdsmiljøopgaver bliver gennemført i samarbejde med medarbejderne:
- Løbende opmærksomhed på arbejdsmiljøet
- Gennemførelse af arbejdspladsvurdering (APV)
- Inddragelse af arbejdsmiljøet i planlægningen
- Undersøgelse af eventuelle arbejdsskader og anmeldelse af ulykker
Medarbejdernes rolle
Medarbejderne har også en vigtig rolle i at deltage aktivt i samarbejdet om at udvikle lægepraksissens arbejdsmiljø. Medarbejderne skal overholde lovgivningen og lægepraksissens regler og procedurer. Hvis der er arbejdsmiljøforhold, der ikke er i orden, og som medarbejderne ikke selv kan rette op på, skal de inddrage ledelsen.