Del: - -

Vådt arbejde

Meget arbejde i en lægepraksis, på hospitaler, i ældreplejen og andre steder medfører belastning af huden på hænderne. Det skyldes arbejde, der kræver hyppig håndvask, tætsiddende handsker eller arbejde med desinfektionsmidler, der medfører en øget risiko for håndeksem og allergi.

Derfor er gode vaner vigtige, når man har meget vådt arbejde.

Brug handsker - og gør det rigtigt

Brug beskyttelseshandsker ved vådt arbejde, men gør det rigtigt. Handskerne skal være intakte, rene og tørre inden i.

Brug handskerne så lang tid som nødvendigt, men så kort tid som muligt. Hvis der arbejdes med beskyttelseshandsker i mere end 10 minutter af gangen, skal man bruge bomuldshandsker under beskyttelseshandskerne.

Hvis det er nødvendigt at bruge latexhandsker, så skal de være uden pudder og med et lavt indhold af allergifremkaldende proteiner (hypoallergene handsker). I mange tilfælde kan der i stedet bruges handsker af syntetisk gummi.

Pas også godt på hænderne i fritiden. Brug handsker ved vådt arbejde i hjemmet, arbejdshandsker ved havearbejde og varme handsker udendørs om vinteren.

Vask hænder korrekt og brug creme

Ved meget vådt arbejde, bør man bruge alkoholbaseret hånddesinfektion i stedet for at vaske hænder med vand og sæbe, når hænderne ikke er våde eller synligt forurenede.

Hænderne bør vaskes i køligt vand og skylles og tørres godt. Undgå at bære armbåndsure eller ringe under arbejdet.

Ved hudirritation kan en fed fugtighedscreme bruges på hænderne - f.eks. i pauser, efter arbejde eller om natten. Undgå at bruge fugtighedscreme på hænderne lige inden handskerne tages på, hvis de er lavet af latex.

Husk at cremer ikke kan erstatte handsker.

Du kan finde mere viden om vådt arbejde her


Senest revideret den 29. maj 2024