"Vi starter med planken i 1 minut hver morgen. Og så tager vi et lille morgenmøde, måske kun fem minutter, hvor vi sætter dagens hold og forbereder os til dagen i fællesskab. En god start på dagen er utrolig vigtig for, at vi kan holde en god stemning".
Det siger tandlæge Lene Djernæs, der er partner i Tandlægerne Grundtvigsvej i Aarhus - en klinik med fem tandlæger, otte klinikassistenter, fire tandplejere og tre administrative medarbejdere.
Næste punkt er 'planken' - hvor alle medarbejder opfordres til 60 sekunders rygtræning inden starten på dagens arbejde. Det foregår på gangen mellem klinikkerne, til stor moro for patienter, som er mødt tidligt til første tid.
Svært at få de unge med...
"Det kan være svært at motivere de unge til at stå et minut i planken om morgenen. Det er lettere med os gamle. Vi ved, hvor vigtigt det er at passe på kroppen. Det går fint de første år - men efterhånden kommer smerterne og sliddet", fortsætter Lene Djernæs.
På klinikken er der dog også stor opmærksomhed på, at det ikke 'bare' handler om det fysiske. En synlig og engageret ledelse, som er opmærksom på medarbejdernes og kollegernes trivsel og arbejdsglæde er afgørende for forebyggelsen. Også af de fysiske skader.
"Skuldrene ned..."
"Jeg tror, der er en stor opmærksomhed på dårlige arbejdsstillinger overalt i branchen. Men det er vigtigt, at man helt konkret ser hinanden", siger klinikassistent Mette Wentzer.
"Jeg har selv været 25 år i jobbet, og jeg kan godt mærke, at det har slidt på kroppen. Alligevel har jeg stadig brug for, at Lene siger 'Hov Mette, skuldrene ned!' og at vi i det hele taget er opmærksomme på hinanden".
"Vi har et godt teamsamarbejde på klinikken som betyder, at man kan få aflastning på dage, hvor det gør ondt. Så kan vi få pause fra patienterne og tage de administrative og praktiske opgaver. Og der er en klar opbakning fra ledelsen til, at vi tager så meget hensyn som muligt til hinanden", siger hun.
Husk at stryge over hårene
For ledelsen er det en prioritering at arbejde bredt med både fysisk og psykisk trivsel og med samarbejde i en travl og hektisk hverdag.
"Vi har alle sammen fået kortlagt vores personlighedstyper, så vi får en større forståelse for, hvad vi hver især har brug for. Specielt når det koger, er det godt at vide, hvad vi hver især skal være opmærksomme på, både hos os selv og de øvrige på arbejdspladsen", siger Lene Djernæs.
"Vi har rigtig mange perfektionister i vores branche, og de skal somme tider stryges lidt med hårene og anerkendes, for at det ikke skal gå i hårdknude. Det skal vi bare kunne som ledere og kolleger", siger hun.
Tekst: Journalist Tune Nyborg 2017.