Fem tips til et godt kollegaskab i ferieperioden
- Sig farvel og goddag: Ønsk hinanden god ferie og byd hinanden velkommen, når ferien er slut. Spørg ind til kollegernes ferie og del deres begejstring. Lav små ritualer, når I tager på ferie og kommer retur: Feriebrød, en lille hilsen på skrivebordet.
- Overlevér opgaverne: Du skal aflevere opgaverne godt til kollegerne, før du går på ferie - og de skal overlevere godt til dig, når du kommer tilbage. Klarhed om opgaver og ansvar gør det lettere at holde fri.
- Vis respekt for andres ferie: Ring eller mail kun i ferien, hvis det er virkelig nødvendigt. Hvis I kan forudse, at det kan blive nødvendigt, kan I på forhånd aftale hvornår og hvordan.
- Giv folk tid til at lande: Overfald ikke kollegerne med nye opgaver, den første dag de er tilbage fra ferien. Det tager tid at lande og komme op i gear. Tilbyd din hjælp til at skabe overblik og at komme i gang.
- Husk at alle har ret til ferie: Hvis du har arbejdet, mens kollegerne holdt ferie, har du måske oplevet et ekstra pres. Lad det ikke gå ud over dem, som kommer tilbage fra ferien. Alle har ret til ferie, og det bliver også din tur.
To overvejelser om ferie
- Tag hensyn til stress. Hvis man tidligere har haft problemer med stress, vil det typisk også være en stressende opgave at vende tilbage fra ferie. Så har man brug for ro til at danne sig et overblik og ikke for at blive presset af en utålmodig chef eller kollega.
- Behandler I alle ens? Singlerne og de barnløse kommer mange steder sidst i køen, når der skal planlægges ferie. Ferieloven nævner ligefrem, at der skal tages særlige hensyn til ansatte med børn i forbindelse med skoleferier. Måske er det helt OK for de pågældende, at de 'tager vagten' i skoleferierne - men det er en god idé at påskønne det og anerkende, at de gør kollegerne og hele arbejdspladen en tjeneste.