Gå i dialog og undgå diskussion
I et samarbejde er det nødvendigt at være i dialog. Det er ikke det samme som at diskutere. Når samarbejdet er præget af evindelige diskussioner, er det vanskeligt at nå frem til en beslutning. Stemningen er måske oven i købet efterfølgende præget af fjendtlighed og magtesløshed i stil med: ”De er umulige at samarbejde med. Vi kommer ingen vegne”.
I dialog er målet:
- At finde fælles og bedre løsninger
- At forstå den andens mening
- At lytte til den anden
- At søge efter et fælles punkt, hvor vi kan mødes
I diskussion er målet:
- At få ret
- At overbevise den anden
- At forsvare egne meninger og løsninger
- At angribe den andens argumenter
Dialog frem for diskussion virker enkelt. Alligevel har mange konflikter sit udspring i, at diskussion erstatter dialog. Hvis ikke I er meget bevidste om det, vil mange møder ende i diskussion. Det medfører frustration, konflikter og ressourcespild.
Undgå defensive rutiner
Kommunikationen kan udvikle sig til såkaldte defensive rutiner eller mønstre, som du selv eller dine kollegaer benytter jer af:
- Projektioner, som bebrejder andre. I stil med ”Ledelsen er umulig”
- Introjektioner, som er selvbebrejdelser. Det kan være: ”Jeg er for ung / for gammel / jeg dur ikke”
- Fortrængninger, i stil med at problemer skubbes væk eller glemmes: "Det var da vist ikke mig, der skulle …"
Ansvarsforflygtigelse: ”Nogen må gøre noget”
Forhold dig til din måde at kommunikere på
Alle på arbejdspladsen har et medansvar for at bryde uhensigtsmæssige kommunikationsmønstre. Det gælder både ledelse og medarbejdere generelt. Du har selv et ansvar for at vurdere din egen adfærd og forholde dig til din måde at kommunikere på.