Hvis en medarbejder arbejder størstedelen af dagen i en fastlåst stilling og med det samme redskab, med ensartede bevægelser, ved computer eller mikroskop, kaldes arbejdet for ensidigt belastende.
I kan undgå eller begrænse belastende arbejdsstillinger og -bevægelser ved god planlægning, ved at sikre gode pladsforhold og ved at bruge hensigtsmæssigt udstyr og inventar. Da mennesker er meget forskellige i størrelse, kan det være nødvendigt, at lægepraksissens udstyr og inventar kan tilpasses den enkelte medarbejder.
Undgå fejlindkøb ved at opstille en kravspecifikation, inden I køber nyt udstyr og inventar. Sørg for at redskaberne og udstyret giver mulighed for at arbejde i en god arbejdshøjde:
- Lidt over albuehøjde for synskrævende præcisionsarbejde.
- Circa i albuehøjde for let armarbejde.
- Mellem albue og midtlårhøjde for kraftbetonet arbejde.
Ensidigt belastende arbejde skal tilrettelægges, så der er mulighed for at skabe variation og holde pauser. Læs om hvordan gode lys- og synsforhold har også betydning for arbejdsstillingerne. Og rent faktisk har det psykiske arbejdsmiljø også betydning for de ergonomiske belastninger. Se mere om det psykiske arbejdsmiljø her.
Ved håndtering af prøver er det også vigtigt at have styr på de farlige stoffer og materialer, læs mere om håndtering af farlige stoffer og materialer her.