Distancearbejde er som regel et ønske fra ansatte, der gerne vil kunne være fleksible i forhold til familien og måske undgå lang transporttid. Derfor kan det være med til at sikre et bedre arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøorganisationen bør dog have øjnene op for en række faldgruber:
Vi kan arbejde hele tiden
Den værste faldgrube ved distancearbejde, at man får mulighed for at arbejde hele tiden. For nogle er det svært at håndtere, og for dem kommer arbejdet let til at invadere familie- og privatlivet. For at modvirke det, kan både arbejdspladsen og den enkelte have fokus på dette aspekt allerede i forbindelse med planlægningen. Drøft, hvordan I undgår at arbejdet invaderer privatlivet. Måske er distancearbejde ikke løsningen for alle.
Kontakt til kolleger
Hvis man arbejder hjemme hele tiden eller det meste af tiden, mister man kontakten til kollegerne. Det har en negativ konsekvens både faglig og socialt. Derfor anbefaler de fleste eksperter, at man begrænser distancearbejdet til højst to dage om ugen.
Krav til hjemmearbejdspladsen
Hvis man arbejder to timer eller mere ved hjemmearbejdspladsen næsten hver dag, gælder de samme krav til indretning, som til alle andre kontorarbejdspladser. Dvs. krav til bordet, stolen, skærmen osv.
Hvis man arbejder mindre end to timer hver dag, gælder skærmbekendtgørelsens almindelige krav:
"§ 2. Skærmterminalarbejdspladser skal indrettes og forsynes med inventar, så arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. reglerne for arbejdsstedets indretning."