Del: - -

Pas på kroppen

Musen, bordet, stolen og skærmen er med til at bestemme, om forholdene ved skærmarbejdspladsen er ergonomisk korrekte. Pauser, variation i arbejdet og brug af genvejstaster er imidlertid lige så vigtigt.

Musen bider

Skærmarbejdet på billeddiagnostiske afdelinger foregår næsten udelukkende ved hjælp af mus. Derfor er det ekstra vigtigt, at medarbejderne har mulighed for at vælge en mus eller tilsvarende, som passer dem, og at de kan skifte mellem forskellige typer mus.

Genvejstaster

Tastaturgenveje som supplement er også en måde at undgå belastning fra de ensidige musebevægelser. Derfor bør alle medarbejdere have adgang til en oversigt over genvejstaster i de systemer, vedkommende bruger.

Indstilling af borde og stole

En del skærmarbejdspladser er delt mellem flere ansatte. Det er ikke mindst i forbindelse med betjeningen af scannere m.v., men også de diagnostiske arbejdspladser bliver ofte brug af flere forskellige personer. Her er det ekstra vigtigt med let indstillelige borde og stole.

Pauser og variation i arbejdet

Koncentreret arbejde ved skærmen kræver pauser og andre afbræk i rutinen. Det bedste er at variere arbejdet, så det både består af skærmarbejde og kontakt med patienter eller andet arbejde væk fra skærmen. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal man holde pauser jævnligt. Det gælder ikke mindst, når man er tidspresset og der bliver stillet store krav til præcision i arbejdet.

Fra Arbejdstilsynets vejledning

Arbejdsbordet skal være indrettet, så sidde- og arbejdshøjde passer til den person, der arbejder ved bordet, og til de arbejdsopgaver, der udføres. 

Der er ikke krav om, at arbejdsborde til skærmarbejde skal være højdeindstillelige. Men det vil ofte være den bedste løsning, hvis der er behov for variation i arbejdsstillingen.

Når flere ansatte skal benytte samme arbejdsbord, er det som hovedregel nødvendigt med et arbejdsbord, der er umiddelbart højdeindstilleligt, så det kan tilpasses den enkelte.

Arbejdsstolen skal være stabil, sikre brugeren bevægelsesfrihed og en hensigtsmæssig arbejdsstilling. Stolesædet skal kunne indstilles i højden. Stoleryggen skal kunne indstilles i højden og skal kunne skråtstilles.


Senest revideret den 29. maj 2024