Vi har fundet, at især 5 kompetencer er helt centrale for at kunne arbejde med atmosfæren. De fem kompetencer du læser mere om på siden her er:
Suspendere
Vi har hentet begrebet fra Teori U (Otto C. Scharmer, 2008). At suspendere handler om at frisætte egne eller arbejdspladsens vaner, mønstre, mentale antagelser. Det betyder at opdage dem og gøre dem til aktive valg eller slippe dem. I sportens verden ville man kalde det at nulstille sig. Det kan være vanetænkning, mentale antagelser, f.eks. holdninger til andre mennesker, til hvordan man løser en bestemt opgave, eller til noget man betragter som sikker viden. Det kan være vanefølelser, f.eks. at føle noget bestemt i bestemte situationer, eller det kan være vanehandlinger, f.eks. at gøre bestemte ting i bestemte situationer. Det vil sige at gøre noget ubevidst til noget bevidst og beslutte, om man fortsat vil tænke, føle eller handle på den måde.
Som udgangspunkt handler det om at se i øjnene og acceptere. Det vil sige se (og indse) sine/arbejdspladsens mønstre, vaner, metoder, antagelser i øjnene og acceptere, at de er der. Det kan eksempelvis handle om at indse, at ”vi er en personalegruppe, der er styret af at have faste pladser på møderne”, og at ”det at have faste pladser oftest medfører en stivnet holdning til det, der foregår på mødet”.
At suspendere noget giver plads til noget andet, det skaber plads og mulighed for at agere kreativt og nytænkende i en situation, i stedet for blot at reagere som man plejer. En tommelfingerregel er, at du kun kan suspendere det, du ved og kender til. Udfordringen er at få øje på det!
| DEN STORE UDFORDRING er at bryde vaner, at gøre noget andet end man plejer. Det at registrere og ta’ det man registrerer alvorligt, er ikke altid den nemmeste vej, ikke altid den der efterlader andre med et indtryk af, at man har overblik og styr på tingene. Man skal vænne sig til et selvbillede, hvor nysgerrighed og undren fylder mere end at demonstrere styr på tingene. Hvor man oftere har spørgsmål end svar. Man må kaste sig ud i det for at få erfaringer med, at spørgsmål kan være langt mere produktive end svar. Det er helt klassisk, at det tager tid at bryde vaner, og det kræver en indsats og tålmodighed, men også opmærksomhed, så den ene vane ikke blot afløser den anden. |
Tilbage til toppen af artiklen
Nærvær og indre stilhed
Man kan ikke tænke sig til nærvær, man kan kun være nærværende. Derfor er nærvær en tilstand, man ikke kan forstå med sine tanker, men kun erfare. Det at tro, at vi ud fra at forstå noget også har udviklet kompetencerne til det, er en meget stor faldgrube, som vi bliver ved med at falde i. Og det er én af forklaringerne på, at mange beslutninger aldrig bliver til andet end beslutninger.
Forfatteren Byron Brown (Soul without shame, a guide to liberating yourself from the judge within. Shambhala 1999) giver et øjenåbnende billede, der illustrerer forskellen mellem det at være nærværende og i kontakt med situationen og det at være ikke-værende dvs. uden kontakt med situationen. Han sammenligner det ikke at være nærværende med kun at have set på vand eller kun at have rørt ved det med gummihandsker på. Når man rører ved vand med gummihandsker på, kan man ikke mærke, at vand er vådt. Selve vandets væsen undgår ens opmærksomhed. Man kunne på samme måde sige, at det at være nærværende er at ”tage gummihandskerne af”. At være tilstede i nuet, er det samme som at opdage, at vi kun er forbundet med hinanden og rigtigt levende i menneskelig forstand, når vi er nærværende. Når vi er nærværende i vores relation til andre, kan vi se, mærke og føle dem.
Nærvær er langt fra en selvfølge, når mennesker er sammen. Der er mange vanemæssige tilstande og reaktioner, der kan forhindre nærværet i at indfinde sig; hindringer, som alle mere eller mindre kender fra sig selv, f.eks. indadvendthed, uoplagthed, irritation og indre sladder, som når man ”kværner” på noget, der ikke har med den situation, man er midt i, at gøre. Man kan f.eks. sidde og sms’e, gennemgå sin indkøbsseddel eller tjekke sin kalender, mens de andre taler om et punkt. Som vi har nævnt tidligere kan det mærkes i atmosfæren som en slags dødvægt, og hæmmer energien, samspillet og fornyelsen i mødet.
Hvis hver enkelt af deltagerne bidrager med sit nærvær, sin intelligens, sin åbenhed, sit engagement og sin venlighed, vil alle kunne gå fra mødet med et overskud af selvrespekt og velvære.
Tilbage til toppen af artiklen
Sanser og intuition
Nærvær er knyttet til vores sanser, fordi vi for at være nærværende må være til stede i vores krop (i modsætning til kun at være til stede i vores tanker, og opfatte kroppen som en stativ der bærer hovedet rundt). Sanserne er en del af vores fysiske krop.
Synet
Med vores syn kan vi se og iagttage det, der foregår. Synet er i betydelig grad knyttet til kontrol. F.eks. til aflæsning af, hvor vi er, og hvordan vi undgår at støde ind i noget eller nogen eller hvordan vi opnår det, vi – måske ubevidst – har til hensigt at opnå med vores holdning og måde at udtrykke os på. Kort sagt: synet er overvejende knyttet til bedømmelse. Bedømmelse af en situation, i trafikken, i en tenniskamp, i et møde eller hvordan jeg ser ud i spejlet. Om det er noget jeg skal tage mig af eller lade ligge.
Der er almindeligvis mindre empati knyttet til brugen af synet end til de andre sanser: Vi kan iagttage, hvad der sker, der hvor vi befinder os, uden at det gør indtryk. Men synssansen er også knyttet til det at opfatte. Når vi opfatter noget, er det mere sandsynligt, at vi ikke kun fæstner os ved det umiddelbart synlige, men også opfatter det, der ligger bag det. Det sker ved, at vi samtidig aktiverer følesansen. Nulstiller kontrol/fokus – indstillingen og lader det, der er omkring én gøre indtryk. Når vi glæder os over en blomst eller ser på én, vi holder af, ser vi på en berørende og ikke en bedømmende måde. Når vi glæder os over et synligt resultatet af et veludført arbejde, er der en naturlig tilfredshed, stolthed og måske lettelse ved at et arbejdspres er overstået.
Når vi bruger synssansen til at registrere atmosfæren, er det derfor væsentligt at udvikle en bevidsthed ift. hvad det er jeg opfatter. Ser jeg en situation med en bedømmende holdning, eller ser jeg den udfra en neutral indstilling. Det er helt afgørende at vi ser og forholder os til situationer med neutrale øjne, når vi arbejder med atmosfæren. Træning i at suspendere og nulstille, er derfor en central del af at udvikle synssansen, når vi arbejder med atmosfæren.
Høre og følesansen
Nærvær er nøje forbundet med høre- og følesansen. Vi har i atmosfæreprojektet trænet dette, ved at lade et par mødedeltagere sidde med ryggen til mødet, så de alene kunne registrere atmosfæren igennem deres høresans. Det var en generel erfaring, at disse mennesker hver gang ikke bare opfangede, hvad der blev sagt, men også det der ikke blev sagt.
Det at lytte med nærvær kan, som alle på én eller anden måde har erfaret, have varierende dybde. Man kan lytte med nærvær for at kunne huske og forstå en besked, så man er klar over, hvad man konkret skal gøre i en bestemt sammenhæng. Det at lytte med nærvær kan også være at opfatte, hvad der ligger i luften eller atmosfæren bag ved eller mellem ordene. Det er først og fremmest her genklangen mellem de tilstedeværende skabes. Den skabende genklang opstår kun i en atmosfære med en tilstrækkelig grad af nærvær. Man genkender den f.eks. som et frisk pust eller som en følelse af frihed i møderummet som i fortællingen fra Anna-Lise og Daniel.
Vi smitter hinanden med vores sindsstemninger Vi har gentagne gange sagt at tilstande smitter, og at det kan mærkes i atmosfæren. Vi kan blive smittet af negativitet. Denne form for reaktiv genklang kan have en voldsom virkning på et møde: når irritation eller ligegyldighed breder sig, opstår der en ubevidst sammenflydning. En slags smitsom stemnings-besathed.
Vi kan også smitte hinanden med mere neutrale eller endda opmuntrende sindsstemninger, som f.eks. når der pludselig kan opstå en smittende latter, en munter bemærkning, eller et indfald fra en mødedeltager som et øjeblik forfrisker alle. Den skabende genklang erfarer vi særlig mærkbart, når nogen siger et forløsende og måske samtidig forsonende ord. Eller når nogen – overraskende – siger noget væsentligt og måske personligt, der gør indtryk, fordi det udtrykkes enkelt og oprigtigt. Når det sker, beskrives tilstanden ofte med udtrykket: Der blev så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Vi har f.eks. set, hvordan Anna-Lises nærvær smittede og resulterede i en skabende genklang hos de øvrige mødedeltagere. Det kunne ske, fordi mødedeltagerne hver især åbnede for det.
| F.eks. sad Robert, med ryggen til ledermødet, mens punktet om økonomi var på. Afdelingslederne skulle give en kort status på deres økonomi, og da runden var nået til den 3. person, bad Robert om ordet og fortalte, at han opfangede noget usagt i gennemgangen. Det usagte fornemmede han, kunne handle om nogle gråzoner i budgettet. Han nævnte det, fordi han simpelthen ikke kunne forstå, hvad de sagde. Mødelederen valgte at tage bolden op, og kommentarerne viste, at der var den usikkerhed, som Robert havde registreret og den handlede om, at ingen turde erkende, at de ikke havde forstået deres rammebudget. Og at det viste sig, at rammebudgettet på nogle punkter rent faktisk var uforståeligt. |
Tilbage til toppen af artiklen
Intuition
Atmosfæren opfattes først og fremmest med høreog følesansen og deres forlængelse ind i intuitionen: Det giver mening at sammenligne forholdet mellem den fysiske sans og dens forlængelse intuition, med forholdet mellem de dele af farvespektret, vi uden videre kan opfatte med vores øjne på den ene side og de ultraviolette og infrarøde stråler, vi ikke umiddelbart kan opfatte.
Hvis vi træner vores opmærksomhed til det, kan det lade sig gøre at blive mere og mere præcis i registreringen af, hvad forlængelsen af føle– og høresansen fortæller os. Præcisionen har at gøre med evnen til at neutralisere uhensigtsmæssige reaktioner. Det vil sige at suspendere – at nulstille vore egne tanker og følelser i situationen. Uden en vis træning i at opnå en rimelig grad af nærvær, kan intuitionen ikke komme til udfoldelse, uden at ubevidste forestillinger bag om ryggen på én, træder i stedet. Sommetider kan det være frygtbetonede forestillinger til andre tider og hos andre mennesker dagdrømmeragtige.
Det er vigtigt at huske på, at der kan være forskel på det man oplever som fornemmelser - og intuition. Og derfor vigtigt at kunne skelne. Fornemmelser kan udspringe af følelser, som ikke valide. F.eks. kan min fornemmelse fortælle mig, at jeg skal lade være med at sige, hvad jeg opfatter. Jeg kan tolke den fornemmelse som min intuition, og undlade at sige noget.
Men i virkeligheden fortæller den fornemmelse mig, at ”denne situation har jeg været i flere gange før. Jeg får altid problemer, når jeg fortæller hvad jeg opfatter, så nu tier jeg stille”.
I det foregående har vi givet forslag til, hvad der kan gøres for at fremme evnen til at opfatte atmosfæren mere og mere præcist. Det, der kommer til udtryk i atmosfæren, opfattes bedst ved at indstille sig på at føle og høre med hele kroppen.
Signalerne – atmosfærens lovmæssige udtryk – kan f.eks. fremtræde som spændinger i luften. Det kan vi registrere på forskellige måder. Én kan opleve det på den måde, at det bliver sværere at trække vejret frit, én anden kan opleve det som spændinger i maven, én tredje som en slags apati, kedsomhed, rastløshed, irritation eller nervøsitet. Pointen er, at ubehaget ved spændingen er generel, men oplevelsen af det er forskellig. Som Robert, der sad med ryggen til ledermødet, oplevede et signal af irritation over afgrunden imellem det, han hørte, og det han fornemmede. Når mødeledere og mødedeltagere har modet til at forfølge sporet dukker der altid værdifulde informationer op, som medfører en kvalificering af mødet.
Tilbage til toppen af artiklen
Skelneevne
Med skelneevne menes evnen til at opfatte forskellen imellem f. eks. det at have en ide og det at virkeliggøre den. Man kan være så forelsket i ideen, at man glemmer at gøre det, der skal til, for at den får en chance for at blive virkeliggjort; hvad man f. eks må sætte sig ind i, og hvad man evt. skal lære eller øve sig i, for at ideen bliver realisabel. Først derefter kan man handle. Man må kunne opfatte, hvornår noget fortsat bliver hængende i luften, uden at nogen tager de nødvendige konkrete skridt til at realisere den. Og man må udtrykke det på en åben måde i det relevante forum.
Mange af de kvaliteter og værdier, der er sat i spil på en arbejdsplads på baggrund af f.eks. værdibaseret ledelse (”vi respekterer hinanden”), er ikke reelt i spil, de gør ikke en forskel, implementeres ikke. Respekten, venligheden, oprigtigheden gør sig ikke gældende på arbejdspladsen. Den eksistentielle dømmekraft, vi her har indkredset, er skelneevnens forudsætning.
Tilbage til toppen af artiklen
Ovenstående er et uddrag af bogen "Atmosfære på møder" (2009), der er udgået. Bogen var skrevet med udgangspunkt i et udviklingsprojekt, som OPUS gennemførte i årene 2005-2009.