Attraktive arbejdspladser
Det er en udfordring at udvikle en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne trives, og hvor I kan tiltrække nye medarbejdere. Erfaringerne viser, at det kan lade sig gøre ved målrettet arbejde, refleksion og fokus på muligheder. På disse sider finder du værktøjer om strategi, struktur, proces og systematik. Brug værktøjerne som inspiration til nye udviklingsmuligheder på din arbejdsplads.
Hvad er en attraktiv arbejdsplads?
En arbejdsplads, hvor medarbejderne ved, hvad de skal og hvorfor, og hvor der er synlig ledelse, glæde og anerkendelse, er attraktiv for medarbejderne. Når dine medarbejdere har en klar fornemmelse af retning og prioritering, kan de levere et godt stykke arbejde af høj kvalitet.
Redskaber
Her på siden kan du finde 16 ledelsesredskaber, der kan hjælpe dig med at udvikle en mere attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejdere og ledere trives – og føler sig kompetente og værdsatte. Redskaberne er lige til at gå til, så det er bare om at gå i gang og få prøvet dem af. Brug lidt tid på at overveje, hvilke værktøjer der vil passe til jeres udfordringer og arbejdspladskultur. Og hvor mange skridt, I kan overkomme.
Din opgave som leder
Som leder er du omdrejningspunktet for den attraktive arbejdsplads. Du er med til sætte standarden og retningen for arbejdspladsens kerneydelse: Hvad gør I for patienten, brugeren eller barnet? Samtidig er din måde at lede på vigtig for, at dine medarbejdere føler sig godt tilpas og yder en god indsats.
Din rolle som leder
Der findes ikke en færdig rolle at træde ind i som leder. Du træder i karakter ved selv at skabe rollen. Opgaven, organisationen og din personlige tilgang skaber rollens indhold.