Del: - -

Kursus i brug af elcykler giver færre ulykker

Hjemmeplejen i Ballerup Kommune har stor succes med at afholde introduktionskurser i brugen af elcykler. Samtidig er der et krav til, at alle medarbejderne skal anvende cykelhjelm, når de bruger kommunernes elcykler. Alt det har været med til at minimere antallet af ulykker i Ballerups Hjemmepleje.

Siden 2011 har medarbejderne i Ballerup Kommunes hjemmepleje haft mulighed for at låne en elcykel, når de er på arbejde. Det er sådan et hit, at der i dag er 28 elcykler, og der er rift om dem.

Peter Sørensen, driftsleder i Ballerup Kommune, fortæller om baggrunden for at købe af elcykler: - "Det en del af en større strategi til en grønnere hverdag, hvor vi har købt elcykler og 14 elbiler til Hjemmeplejen. Det er på længere sigt billigere og har en miljømæssig betydning."

Medarbejderne får mere overskud

Der er 8 teams i Hjemmeplejen i Ballerup Kommune. Hvert team får tildelt et bestemt antal elcykler. Det er teamlederen som planlægger og bestemmer, hvilke ruter der kunne have gavn af, at man cykler på en elcykel. Jan Petersen, Koordinerende arbejdsmiljøperson i Hjemmeplejen Ballerup Kommune, oplever at - "medarbejderne i hjemmeplejen kan godt cykle omkring 15-20 km hver dag, derfor kan det være rart at bruge en elcykel, det giver mere overskud i hverdagen. Flere er blevet så glade for det, at de har købt deres egen elcykel."

I stedet for at tage bilen, tager flere elcyklen. Således får de mere motion, samtidig med at de slipper for parkering af bilen.

Obligatorisk kursus giver færre ulykker

Det første år efter kommunen havde indkøbt elcykler, oplevede de en stigning i ulykker på cykel. Der skete op til 15 ulykker med elcykler. Medarbejderne faldt, når de drejede for hurtigt, eller når motoren slog til på elcyklen. Ligeledes var der større risiko for, at de gled på cyklen når det regnede og var glat. Det blev hurtigt klart for kommunen, at et obligatorisk kursus var vigtigt.

I dag får alle nye medarbejdere i hjemmeplejen et obligatoriske kursus i, hvordan man bruger elcyklen. Arbejdsmiljøperson Jan Petersen står for kurset sammen med Arbejdsmiljøpersoner i alle teams og fortæller:

"En af de første dage de starter i hjemmeplejen, får de en halv times kursus i, hvordan elcyklen virker. Vi har to forskellige elcykler, som der virker forskelligt. Det er vigtigt, at de kender cyklen, før de sætter sig op på den. Ligeledes er det obligatorisk at have cykelhjelm på, hvis man bruger en af kommunernes elcykler, derfor får de også instruktion i, hvordan cykelhjelmen skal sidde."

Efter et obligatorisk kursus og tvunget cykelhjelm, er der sket et fald af cykelulykker, hvor der nu årligt er omkring fem ulykker, som både inkluderer elcykler og almindelige cykler.

Flere bruger nu cykelhjelm

I forbindelse ved køb af elcykler blev der også købt 400 cykelhjelme til alle medarbejdere. De er både til dem, der kører på elcykler og dem på almindelige cykler. Jan Petersen fortæller om effekten ved at flere bruger cykelhjelm:
"Efter at man er tvunget til at have hjelm på, når man cykler på elcykel, har det haft en effekt, at flere medarbejdere er begyndt at cykle med hjelm på deres almindelig cykler."

Ud over det er vigtigt, at medarbejderne får kursus og har cykelhjelm på, er det lige så vigtigt, at cyklen er vedligeholdt. Driftsleder Peter Sørensen står sammen med sine kollegerne for forårs og efterårstjek. Hvor cyklen bl.a. bliver pudset og pumpet, så de er forsvarelige at cykler på.

Både koordinerende arbejdsmiljøperson Jan Petersen og Driftsleder Peter Sørensen oplever det som en stor succes, at der er blevet indkøbt elcykler, og succesen betyder, at der i fremtiden måske skal købes endnu flere.


Senest revideret den 29. maj 2024