PEP bør startes hurtigst muligt - helst indenfor 1-2 timer og som hovedregel indenfor 24 timer efter udsættelse for hiv. Behandlingen består af antiretroviral medicin, altså det sammen som bruges til behandling af hiv-smittede.
PEP er ikke 100 % effektiv, og der er i udlandet beskrevet flere tilfælde af hiv-smitte trods PEP. Forebyggelse af stikuheld er derfor det vigtigste middel til at undgå smitte.
Retningslinjer for PEP
Sundhedsstyrelsen har siden 1998 anbefalet, at der tilbydes PEP efter følgende retningslinier: [3]
Dansk selskab for infektionsmediciin (www.infmed.dk) anbefaler at PEP kan tilbydes til personer med perkutan (stik, snit) eller mukokutan (slimhinder, øjne, åbne sår) eksposition for hiv-smittet blod, blodtilblandet materiale, indre kropshulevæsker eller hiv-viruskultur. Hvor smittekildens hiv-status er ukendt men det på baggrund af klinik, evt. risikoadfærd eller tilhørsforhold til risikogruppe vurderes at smittekilden er i høj risiko for at være hiv-smittet kan PEP være indiceret trods ukendt hiv-status. Der vurderes ikke at være indikation for PEP til personer der har stukket sig på tørre kanyler efterladt udendørs. PEP skal startes indenfor få timer efter udsættelse og som hovedregel indenfor 24 timer. PEP kan dog tilbydes op til 72 timer efter eksposition efter konkret vurdering.
Den potentielle smittekilde testes for vidt muligt såfremt informeret samtykke kan opnås.
Konkret risikovurdering
Såfremt den behandlende læge mener, at der er mulig indikation for PEP skal bagvagten på den nærmeste infektionsmedicinske afdeling omgående kontaktes. Denne foretager en konkret risikovurdering af uheldet sammenholdt med bivirkninger og effekt af PEP og vurderer på denne baggrund, om der skal ordineres PEP. PEP kan alene udleveres på landets infektionsmedicinske afdelinger.
Medicin og bivirkninger
Medicinen er den samme som anvendes i behandlingen af hiv-smittede. Der gives en kombination af flere forskellige stoffer i 28 dage.
Hiv-test foretages efter 0, 2 og 3 måneder. Der bør anvendes kondom, til hiv-smitte er udelukket.
Danske erfaringer med PEP
I en national opgørelse af PEP efter blodeksposition fandt man at der fra 1999 t.o.m. 2012 er givet PEP i 411 tilfælde. Hyppigheden var stigenende fra 23 tilfælde i 1999 til 49 i 2005 hvorefter den faldt til 16 tilfælde i 2012. Median tiden til opstart af PEP var 2,5 timer (0,15 – 28,5). I alt 51 % oplevede bivirkninger, primært i form af gastrointestinale gener eller træthed, men kun 6,6 % stoppede PEP behandling før tid pga disse [95]. Ingen af de eksponerede blev hiv-smittede.
Kort om den teoretiske baggrund for PEP
Eksperimenter med dyr og in vitro studier (laboratorieforsøg) har vist, at hiv, når det introduceres til slimhinde eller hud, inficerer dendritiske celler i hud/slimhinde som indenfor et par døgn spredes til de regionale lymfeknuder, hvor de endelige målceller, T-lymfocytterne, inficeres.
Der er altså et tidsrum, hvor man teoretisk kan hindre blivende hiv-infektion ved at give PEP. Denne antagelse støttes af, at det i dyrestudier været muligt at hindre infektion hos aber med hurtig indgift PEP efter intravenøs indgift af det hiv-lignende siv (simian immunodeficiency virus) eller hiv-2. Ligeledes ved man, at risikoen for at en gravid hiv-positiv smitter sit barn reduceres betydeligt, hvis der gives antiretroviral medicin til den gravide under sidste del af graviditeten samt til det nyfødte barn. [88]
Et af de væsentligste studier, der gav anledning til at anbefale PEP til sundhedspersonale, var et retrospektivt case-control studie fra 1997. [87]
I studiet undersøgte man 33 personer, der var blevet smittet med hiv ved stikuheld sammenholdt med 679 personer, der ligeledes var eksponeret for hiv ved stikuheld, men som ikke blev smittet.
Studiet viste at risikoen for hiv-smitte var reduceret med 81 % blandt personer, der modtog PEP med Retrovir (zidovudin) efter uheldet, sammenholdt med personer der ikke fik PEP. Samtidig viste studiet, at risikoen for hiv-smitte var øget betydeligt, hvis der var tale om dybt stik, stik med synligt blod på kanylen, stik på instrumenter anvendt i patientens blodårer og hvis patienten var terminal syg af hiv.