Gode råd, før du stiger op
- Stil stigen på et vandret og fast underlag.
- Vinklen til underlaget skal være 60-70 grader.
- Brug kun stiger fremstillet i henhold til standard DS/EN.
- Undersøg alle stiger en gang om året.
- Lås eventuelt døre og porte og undgå unødig trafik.
- Er der børn i nærheden, bør du afspærre arbejdsområdet og evt. have en fodmand på.
- Brug skridsikkert fodtøj, der sidder godt fast på foden – ikke træsko.
- Vurder hvor højt, du skal op. Kun ved undtagelser må du arbejde i mere end fem meters højde på en stige.
Gode råd, når du står på stigen
- Gå ikke højere op end til tredjeøverste trin.
- Hold altid den ene hånd og begge fødder på stigen.
- Ræk ikke for langt ud – flyt stigen.
- Arbejder du undtagelsesvist i fem meters højde, skal der være en fodmand forneden.
Rullestillads og lift er et godt alternativ
Skal du bruge begge hænder til dit arbejde, eller skal du arbejde i længere tid i højden, bør du bruge et stillads eller en lift i stedet for stige.
- Stilladser skal være fremstillet i henhold til standard DS/EN og stå på fast underlag.
- De skal efterses en gang om året.
- Hjulene skal låses, inden du går op på det.
- Man kan evt. leje et stillads eller en lift i perioder, hvor der skal arbejdes meget i højden.