Del: - -

Udfordring: Nærværende ledelse på afstand

Distanceledelse er blevet almindeligt i kommuner og regioner, i takt med at mange ledere har fået flere medarbejdere og flere enheder under sig. Samtidig arbejder flere medarbejdere hjemme en del af tiden. Enten frivilligt eller som følge af covid-19 epidemien. Det stiller nye krav til lederne.

Ledelsesopgaven bliver selvfølgelig ikke en helt anden, blot fordi den skal løses på andre vilkår. Men ledelse på afstand er alligevel noget særligt, fordi meget af det, vi kender som god, synlig og nærværende ledelse, er meget sværere at praktisere på distancen.

Kendte ledelsesbegreber som tillid, selvledelse og kommunikation får nye aspekter og nuancer, når lederen skal klare sig uden sine måske vigtigste redskaber: den kontinuerlige kontakt, den uformelle kommunikation, det daglige samvær og de mange fysiske møder med medarbejderne.

Inspiration til ledelse på afstand

  • Nærværende corona-ledelse på afstand: Corona har på få dage ført til en massiv udbredelse af hjemmearbejde. Det giver mere autonomi til medarbejderne, men også en risiko for konstant dårlig samvittighed og ensomhed. Desuden opstår der lettere misforståelser og sårede følelser, når kommunikationen primært sker via mail. Læs om distancearbejde og -ledelse, og hvad du og dine medarbejdere skal være særligt opmærksomme på. (Artikel fra Væksthus for Ledelse af prof. Henrik Holt Larsen, CBS).
  • Nærværende ledelse på afstand: Et hæfte fra Væksthus for Ledelse baseret på 10 offentlige lederes erfaringer med at lede medarbejdere på afstand. Om ledelse af selvledelse, kommunikation og nærvær. Indeholder teoretiske overvejelser og masser af praktiske eksempler og erfaringer med at håndtere ledelse gennem e-mails, telefon og virtuelle møder.

Værktøj til ledelse under covid-19

Forsker og organisationspsykolog Malene Friis Andersen har sammen med Novo udviklet et kortlægningsredskab, som ledere kan bruge til 1:1-samtaler med medarbejdere, som arbejder hjemmefra i længere tid - fx under civid-19 epidemien. Der er fire fokusområder:

  • Arbejdsopgaver: Er nogle af medarbejderens opgaver særligt vanskelige lige nu?
  • Medarbejderens historik: Har medarbejderen tidligere været ramt af fx stress?
  • Sociale og private forhold: Hvordan er medarbejderen stillet på hjemmefronten? Er han eller hun fx alene med børn?
  • Medarbejderens behov for ledelse: I hvilken grad har medarbejderen brug for din støtte?

Som leder kan du spørge ind til:

  1. Medarbejderens nuværende tilstand ved fx at spørge: Hvordan har du det med situationen lige nu?
  2. Opgaver der fungerer godt ved fx at spørge: Hvilke opgaver fungerer godt for dig lige nu og hvordan kan jeg støtte dig i, at det forsætter sådan?
  3. Opgaver der er svære ved fx at spørge: Hvilke opgaver er lige nu særligt svære og hvordan kan jeg støtte dig?
  4. Yderligere støtte ved fx at sige, at medarbejderens velbefindende er vigtigt for dig, og at du vil være sikker på, at han eller hun har det så godt som muligt. Spørg fx: Hvordan kan jeg bedst støtte din trivsel og hvad er dit råd til mig i denne her situation?

KILDE: Malene Friis Andersen og Novo Nordisk Health & Safety


Senest revideret den 17. maj 2024