Del: - -

Gør jeg mit arbejde godt nok?

Som nyuddannet kan du have svært ved at vurdere, hvornår du har gjort dit arbejde ’godt nok’, fordi du ikke har erfaring med opgaverne. For hvor går græn­sen mellem at ’der mangler noget’, at ’det er godt nok’ og at ’der er gjort for meget ud af det’?

Arbejdspladsens forventninger

I forhold til arbejdspladsens forventninger, er der især to almindelige situationer, du kan komme i:

  • Du har løst opgaven godt nok, men ved det ikke.
  • Du har ikke løst opgaven godt nok og ved det ikke.

I den første situation kommer du måske til at overpræstere og bruge for meget tid på opgaven, og ender måske med at tage arbejde med hjem eller blive længere tid på arbejdet. Det kan føre til, at du får problemer med balancen mellem dit arbejdsliv og dit øvrige liv.

I den anden situation får du ikke mulighed for at blive bedre og tilpasse dig arbejdspladsens krav, fordi du ikke klar over, at du ikke har løst opgaven godt nok. Forventningsafstemningen har ikke været tydelig nok.

Begge situationer kan undgås, når du får konkret og løbende feedback fra din leder og dine kolleger. Det er som udgangspunkt arbejdspladsens ansvar, men du kan selv bidrage ved at efterspørge feedback og være god til at tage imod den. 

  • Får jeg tilstrækkeligt med tilbagemeldinger fra min chef og mine kolleger på, om de enkelte opgaver er løst godt nok?
  • Er jeg god nok til at tage imod feedback og bruge den konstruktivt til at blive bedre?
  • Hvor stort er mit ansvar for opgaverne i den periode, hvor jeg bliver introduceret? Har jeg det fulde ansvar? Deler jeg ansvaret med en kollega (kontaktperson/mentor)? Eller har jeg slet ikke noget ansvar?

Gør introduktionen mere relevant

Formentlig arrangerer din arbejdsplads et introduktionsforløb, som kan være suppleret med en mentorordning eller sidemandsoplæring. Du kan selv bidrage til, at det bliver så relevant som muligt. Du kan overveje, om du har nogle særlige faglige styrker, der kan være vigtige at fremhæve. Måske har du været i praktik på en tilsvarende arbejdsplads. Måske har du haft et studiejob eller et tidligere arbejde eller en uddannelse, som er relevant for arbejdspladsen eller ar­bejdsopgaverne. Der er ingen grund til at bruge for meget tid på introduktion af ting, som du i forvejen er godt inde i.

Du kan også overveje, om du har nogle særlige faglige udfordringer, som du har brug for hjælp til og som med fordel kan indgå med stor vægt i introduktionen. Det kan eksempelvis være krav til dokumentation eller formidlingsevner.

Få en bedre start på dit arbejdsliv med de fem andre spørgsmål her.


Senest revideret den 03. marts 2021