Det kan være, at du oplever børn, som er uhelbredeligt syge eller unge mennesker, som har alvorlige sociale problemer. Det kan også være, at du møder ældre, som er ensomme i deres eget hjem. Eller du bliver måske nødt til at stille krav eller tage beslutninger, som folk bliver kede af eller vrede over.
Professionel indlevelsesevne
Selv om du oplever arbejdet som meget meningsfuldt, kan det af og til også være overvældende. Du skal kunne bruge din indlevelsesevne, og dermed kunne sætte dig ind i borgerens, patientens eller barnets situation, men samtidig skal du kunne holde en professionel distance til situationen, så du fagligt kan handle på den. Du skal sikre, at en patients eller klients stærke følelser bliver taget alvorligt, uden at dette overvælder dig.
En professionel indstilling er ikke noget, du skal finde frem til alene, og den kræver løbende at blive vedligeholdt ved hjælp af fx kollegial og ledelsesmæssig støtte, supervision, feedback og andre metoder. Det er arbejdspladsens ansvar, at det bliver gjort i tilstrækkeligt omfang, men du kan selv bidrage ved at bidrage konstruktivt og efterspørge hjælp og tilbagemeldinger.
Kend din begrænsning
For reelt at blive en god hjælp og støtte for mennesker, som har det svært, er det vigtigt, at du kender din egen begrænsning. Pas på med at give dig selv skylden for, at du ikke har gjort det godt nok. Det er derfor nødvendigt, at du får et realistisk forhold til, hvad du har indflydelse på og kan udrette.
Nogle af de vigtigste spørgsmål du skal stille dig selv løbende:
- Stiller jeg realistiske krav til mig selv?
- Har jeg tilstrækkeligt med muligheder for at vende situationer, der påvirker mig følelsesmæssigt med kolleger og min leder?
Få en bedre start på dit arbejdsliv med de fem andre spørgsmål her.