Del: - -

Undgå ulykker i glatføre

Antallet af arbejdsulykker stiger altid, når det bliver glat. I vintre med meget sne og kulde bliver der anmeldt cirka 3.000 arbejdsulykker på grund af glat føre til Arbejdstilsynet.

En stor del af ulykkerne rammer hjemmehjælpere og andre i plejesektoren, der skal ud og passe og behandle borgere i eget hjem. Men andre, der færdes ude og måske endda skal rydde sne, skal også passe på. Her er en række gode råd til, hvordan I kan undgå ulykker:

Til institutioner, sygehuse og andre, der selv står for at skovle sne og bekæmpe glatføre:

  • Planlæg snerydningen efter vejret, og så den passer til personalets og borgernes behov.
  • Følg med i vejrudsigten og vær på forkant – salt f.eks. om aftenen, hvis der er udsigt til nattefrost.
  • Hav en klar ansvarsfordeling og gør det tydeligt f.eks. på en telefonliste, hvem der har ansvar for snerydning og glatførebekæmpelse.
  • Er der meget sne, bør gangarealer være ryddet i mindst én meters bredde.
  • Tjek for istapper – fjern dem eller sæt afmærkning op.

Læs også, hvordan I passer på jer selv, når I rydder sne

Til arbejdsgivere med udkørende personale:

  • Lav en glatføreprocedure. Brug et personalemøde til at tale om, hvor der er problemer og find gode fælles løsninger.
  • Få kommunens afdeling for veje til at sikre, at veje med plejekrævende borgere holdes fri for sne og is.
  • Der bør være vinterdæk på bilerne fra november til april, og der skal være frostsikker sprinklervæske på samt isskraber i bilen.
  • Overvej om der skal være (katte)grus og sneskovl i bagagerummet.
  • Tilbyd kurser i glatførekørsel til medarbejdere, der kører i bil
  • Cykler kan udstyres med pigdæk.
  • Med udsigt til slemt vejr, kan I flytte de mest udsatte borgere på plejehjem, indtil adgangsvejene igen er sikre.
  • Instruér medarbejderne om sikkerhedsforanstaltninger, f.eks. brug af pigsko.
  • Hvis en borger ikke kan rydde sne eller få hjælp til det, så stil små sække med grus ud, så medarbejderne selv kan gruse.

Til den udkørende medarbejder (efter aftale med arbejdsgiveren):

  • Medarbejderne har pligt til at følge arbejdsgiverens sikkerhedsinstrukser.
  • Fortæl borgerne om deres ansvar for at rydde sne og gruse eller salte(skovlsne.dk). 
  • Aftenvagten kan evt. salte vejen om aftenen, så risikoen for glatføre om morgenen er mindre.
  • Medbring lygte, hvis der ikke er ordentlige lysforhold på adgangsvejen.
  • Medbring kattegrus til at gruse med. Det vejer ikke ret meget.
  • Brug pigsko eller såkaldte grippers, der kan trækkes ud over almindeligt fodtøj.
  • Tag tøj nok på, så du undgår at fryse. Fryser man, spænder man, og det øger risikoen for skader.
  • Kontakt leder/arbejdsmiljørepræsentant, hvis der er områder, hvor der ikke er ryddet sne eller saltet.

Efter ulykker og nær-ved-hændelser:
Anmeld ulykker og nær-ved-hændelser til arbejdsmiljøorganisationen. Ikke kun for egen skyld, men også for at kunne forebygge ulykker fremover.


Senest revideret den 29. maj 2024