Del: - -

Næsten alle stikskader rapporteres i Horsens

Udnyt ventetiden og få mange flere til at rapportere stikskaderne. Det er erfaringen på Hospitalsenheden Horsens, der har fordoblet andelen af tilskadekomne medarbejdere, som faktisk får skaden registreret.

Arbejdsmiljøkonsulent Henning Nellebjerg Rasmussen vurderer, at 80 pct. af de medarbejdere, der stikker og skærer sig, opsøger behandling og afgiver rapport.

- Det er alfa og omega for forebyggelsesarbejdet, at vi ved, hvordan og hvorfor medarbejderne stikker sig. Vi har fået meget nyttig viden ved at øge og systematisere rapporteringen, siger han.

Læs også: Horsens har halveret antal stikskader

I 2004 opdagede Henning Rasmussen, at skadestuen havde dobbelt så mange behandlinger af stikskader, som han havde rapporter. Han undersøgte hvorfor.

Fra besværligt til let at rapportere

Dengang var proceduren, at medarbejderne skulle gå til skadestuen og få behandlet deres stik- og skæreskader. Her fik de udleveret et skema med spørgsmål, der tog udgangspunkt i det amerikanske registreringssystem EPI-NET. Skemaet skulle udfyldes og afleveres til deres arbejdsmiljørepræsentant. 

Men ofte blev det glemt, eller skemaet blev væk. Det var simpelthen for besværligt for medarbejderen at give rapport.

Nu er en del af arbejdet lagt over på skadestuen. De udleverer skemaet, så snart medarbejderen møder til behandling. Så bliver det udfyldt i ventetiden, og skadestuen sørger for at aflevere det til arbejdsmiljøorganisationen. 

Et bedre grundlag at analysere på

Det betyder, at alle, der kommer til behandling for stik- og skæreskader, nu rapporterer det. Det giver et bedre grundlag for det forebyggende arbejde, som hospitalsenheden også har gode erfaringer med.

Fremover bliver rapporteringen endnu lettere og oplysningerne endnu mere præcise og anvendelige. Hospitalsenheden Horsens har nemlig udviklet en app i samarbejde med et privat firma. 

Læs mere om det i Ny app giver bedre forebyggelse


Senest revideret den 29. maj 2024