Hvert år anmeldes omkring 2.500 hudsygdomme som en erhvervssygdom. Næsten 2 ud af 3 af sager bliver anerkendt som en arbejdsbetinget hudlidelse. Det gør hudlidelser til den hyppigst anerkendte erhvervssygdom i Danmark.
Der er en overvægt af unge, der får anerkendt en hudlidelse, og det kan betyde et farvel til drømmejobbet, ligesom det kan gå ud over indkomsten gennem livet. Vådt arbejde og gentagen udsættelse for kemi og visse fødevarer øger risikoen betydeligt. Særligt udsatte er pædagoger, medarbejdere i sundhedssektoren, rengøringspersonale, køkkenpersonale, frisører og mekanikere.
90% af de anerkendte arbejdsrelaterede hudsygdomme drejer sig om håndeksem. Der er altså god grund til at gøre, hvad man kan, for at forebygge håndeksem.
Søg hurtigt læge, hvis du får eksem
Hvis du får eksem på hænderne, er det vigtigt at kontakte din praktiserende læge hurtigt. Det er muligt at reducere symptomerne, og tidlig indsats giver de bedste resultater. Læs mere om udredning og behandling af eksem her.
5 overordnede råd om sund hud til den enkelte:
- Undgå skadelig kemi og våde hænder.
- Skift mellem arbejdsopgaver.
- Brug håndsprit som alternativ til håndvask.
- Benyt handsker.
- Plej hænderne med håndcreme.
Gode råd om brug af handsker:
- Brug altid beskyttelseshandsker ved vådt eller snavset arbejde. Dette gælder også ved vask af patienter, rengøring af grøntsager etc.
- Handsker anvendes så lang tid som nødvendigt, men så kort tid som muligt.
- Genbrug aldrig engangshandsker.
- Handsker af latex (naturgummi) skal være pudderfri og med et så lavt indhold af frit latexprotein som muligt. Undgå creme på hænderne samtidig med, at du bruger latexhandsker. Handsker af syntetisk gummi kan i mange tilfælde anvendes.
- Handsker skal være intakte, rene og tørre indeni.
- Brug bomuldshandsker inde i beskyttelseshandsker, når disse anvendes i mere end 10 minutter for at undgå fugt. Bomuldshandsker findes både med og uden fingre. Skift dem, når de er våde.
- Når handskerne ændrer størrelse, form, farve eller overflade, er det tegn på at de skal udskiftes.
Læs mere om valg og brug af handsker her.
Gode råd til håndhygiejne:
- Bær ikke fingerringe eller armbåndsure på arbejde og undgå særligt fingerringe ved arbejde med handsker.
- Vask hænder i køligt vand, skyl og tør dem godt efter vask.
- Anvend alkoholbaseret hånddesinfektion, når hænderne ikke er synligt forurenede.
- Sæber skal være uden farve eller parfume. Sæber kan også indeholde allergifremkaldende desinfektionsmidler og/eller allergifremkaldende konserveringsmidler. Se efter mærkerne Allergy Certified eller Astma Allergi Danmark.
- Brug bløde (papirs)håndklæder til aftørring af hænderne.
Gode råd om brug af fugtighedscreme
- Brug fugtighedscreme ved hudirritation. Vælg en fugtighedscreme med højt fedtindhold og uden parfume. Fugtighedscremen skal fordeles over hele hånden, inklusive fingre og håndrygge.
- Undgå at bruge fugtighedscreme på hænderne lige før, du tager gummihandsker på. Smør i stedet hænderne ind i god tid, før du møder ind, ved længerevarende pauser i arbejdet, efter arbejde og om natten.
Læs mere om brug af fugtighedscreme her.
Gode råd til arbejdsgivere:
Som arbejdsgiver skal man sørge for, at medarbejderne rent faktisk ved, hvordan de beskytter deres hud – og sikre at medarbejderne også gør det, når de arbejder. Unge medarbejdere er en særlig risikogruppe, og de forstår måske ikke konsekvenserne. Derfor bør indsatser tage særlige hensyn til unge.
Gør det let for medarbejderne at følge de gode råd om at beskytte huden med følgende tiltag:
- Undgå så vidt muligt, at arbejdet rummer omgang med skadelig kemi eller giver våde hænder.
- Organiser arbejdet, så medarbejderne skifter mellem opgaver.
- Sæt håndsprit frem som alternativ til håndvask.
- Instruer medarbejderne i at bruge handsker.
- Stil håndcreme til rådighed, der er fri for parfume og mærket med Allergy Certified eller Astma Allergi Danmark.
Der er udarbejdet en række kampagnematerialer, som arbejdspladser kan tage i brug ved forebyggende indsatser:
- BFA's pjece: Sund hud og vådt arbejde
- 11 gode råd til print
- Arbejdsmiljørådets kampagne ’Beskyt huden’ til unge med branchespecifikke plakater
- 10 gode råd fra Videncenter for Allergi
- Vejledning om brug af handsker fra BFA Industri.
Pas også på hænderne i fritiden
Du har sikkert mange huslige opgaver som rengøring, opvask og madlavning, hvor du har kontakt med vand og andre hudbelastende stoffer. Små børn i hjemmet øger mængden af vådt arbejde. For eksempel har sundhedspersonale med børn under 4 år i hjemmet en højere risiko for at rapportere håndeksem.
Også fritidsinteresser kan være hudbelastende, fx havearbejde, svømning, roning, sejlads og boldspil.
Derudover har klimaet og årstiden en betydning. Lav luftfugtighed om vinteren i frostvejr kan virke meget udtørrende på huden, så det er en god idé at bruge varme handsker om vinteren. Tag dem af, hvis solen skinner og varmer, da sollys har en positiv indvirkning på huden.
Brug i øvrigt de samme gode råd fra arbejdet til at beskytte dine hænder hjemme.