Tags: #skærmarbejde, #hjemmekontor, #ansvar, #plads, #bord, #stol, #skærm, #overvågning, #registrering
Hent dette tema som pdf
Generelle arbejdsmiljøregler om skærmarbejde i hjemmet
Reglerne for indretning af hjemmearbejdspladsen er beskrevet i Arbejdstilsynets AT-vejledning 3.1.7. om hjemmearbejde. I nogle tilfælde skal din hjemmearbejdsplads opfylde de samme krav som din faste arbejdsplads på kontoret. Læs hvad det betyder i detaljer i artiklen: Krav til arbejdsmiljø på hjemmearbejdspladsen.
Regler om registrering og overvågning
Mails og sms’er og internetsøgninger
Arbejdsgiveren skal altid informere medarbejderen om, hvordan den digitale adfærd bliver overvåget eller logget og hvad, der præcist bliver logget.
Arbejdsgiveren må ifølge persondataloven logge, hvem medarbejderen kommunikerer med, og på hvilke tidspunkter herunder søgninger, downloads og generelle brug af internettet på arbejdscomputer eller tablet. Det gælder dog kun, hvis det har et driftsmæssigt, sagligt og fornuftigt formål som fx hensyn til sikkerhed eller for at undgå misbrug.
Arbejdsgiveren må kun i særlige tilfælde læse medarbejdernes mails og sms’er.
Arbejdsgiveren må aldrig læse indholdet i medarbejderens mails eller sms’er, hvis de er mærket ’privat’, da de så så er beskyttet af bestemmelserne i straffeloven om brevhemmelighed.
Telefonsamtaler
Telefonsamtaler må som udgangspunkt ikke blive aflyttet. Din arbejdsgiver må kun aflytte dine telefonsamtaler, hvis det er sagligt begrundet. Det kan være for at kvalitetssikre dit arbejde, hvis du fx arbejder med kundeservice. Og du skal have givet lov til det på forhånd.
Aflytter din chef din telefon, uden at du har fået besked om det, er det et brud på straffeloven. Også selv om din chef skulle have gjort det for at tjekke, om du misbruger din arbejdstelefon.
Ifølge persondataloven må din arbejdsgiver heller ikke automatisk registrere, hvem du ringer til, selv om du har en arbejdsgiverbetalt telefon. Heller ikke for at afsløre et eventuelt misbrug af telefonen.
(Kilde: https://www.hk.dk/raadogstoette/arbejdsmiljoe/fysisk-arbejdsmiljoe/overvaagning)
Læs mere - kilder til dette tema
- Kontrol eller tillid? Når du arbejder hjemme, vil du hellere have, at din leder har tillid til dig, end at hun hele tiden kontrollerer dig. Men tillid kan også føre til ensomhed og kontrol kan også opleves som interesse og positiv opmærksomhed.
- Krav til arbejdsmiljøet på hjemmearbejdspladsen: Arbejdsmiljøloven gælder også for distancearbejde. Det betyder, at arbejdsgiveren også har ansvaret for, at arbejdsforholdene i orden, når du arbejder hjemme hos dig selv.
- Krav og anbefalinger til arbejdsmiljø ved skærmarbejdspladsen: Arbejdsgiveren skal sørge for at indrette og forsyne skærmarbejdspladsen med inventar, som passer til den ansatte og det arbejde, der bliver udført.