Hvad er det vigtigt, at vi er sammen om?

Del indhold:

Det kan være vigtigt at rette fokus på sammenhængskraften på den fleksible arbejdsplads, hvis I oplever, at alle passer deres eget, at det er svært at komme til at mødes fysisk, eller at nye medarbejdere møder tomme kontorer, og det skaber problemer for den gode modtagelse og integration af nye medarbejdere. Det kan også være, at det måske giver problemer med at tiltrække nye medarbejdere.

Hvad er på spil i arbejdsmiljøet?

Bekymringer for sammenhængskraften eller fællesskabet fylder meget i debatter og beslutninger om fleksible arbejdspladser. Og oplevelsen af fællesskab på arbejdspladsen har betydning for det psykiske arbejdsmiljø.

Hvad er sammenhængskraft?

Sammenhængskraft og fællesskab er lidt luftige begreber, som kan betyde noget forskelligt fra medarbejder til medarbejder. For at opbygge tillid og en fælles kultur er det nødvendigt, at vi gør ting sammen, men det er ikke givet, at der opstår sammenhængskraft, bare fordi alle mødes på arbejdspladsen hver dag.

Derfor er det vigtigt at tale sammen om, hvad der konkret skaber følelsen af sammenhæng og fællesskab på netop jeres arbejdsplads. På den måde kan I finde ud af, hvor I er ens, og hvor I er forskellige i jeres opfattelser. Og oplevelsen af fællesskab og sammenhæng på arbejdspladsen har betydning for samarbejdet, fagligheden og kvaliteten i arbejdet.

Eksempler på sammenhængskraft:

  • At vi føler os som en del af en arbejdsplads  
  • At vi føler os som en del af noget større – et ’fælles vi’  
  • At vi har uformelle mødesteder, hvor vi kan vende, hvad der rører sig og de opgaver, vi løser.

Hvilken sammenhængskraft har vi brug for?

Vores måder at arbejde på kontoret kan være forskellige. Har man hele livet mødt på kontoret hver morgen, eller er man vant til at være på farten og kun sporadisk på kontoret, betragter man det, som det almindelige.

Men for mange er det sociale liv på arbejdet meget vigtigt, det gælder også mange unge mennesker. Hvis I vil arbejde med jeres sammenhængskraft, er det derfor en god idé at undersøge hvilke ønsker og behov, der er på jeres arbejdsplads.

Rutiner og meningsfulde ritualer

Hvis arbejdspladsen har høj grad af fleksibilitet, er det vigtigt at have faste rutiner og rytmer, der sikrer, at medarbejderne mødes jævnligt. Det kan være tilbagevendende begivenheder, som ikke hele tiden skiftes ud med nye. Tænk fx på ritualer, som vi også kender fra familien, foreningen og hele samfundet.

Det kan fx være:

  • Mandags tjek ind  
  • Opstartsmøder ved igangsætning af nye opgaver  
  • Faste fællesevalueringer, når projekter afsluttes  
  • Tour de chambre - besøg i hinandens afdelinger, eller møder/seminarer på tværs af afdelinger  
  • Fester

Drejebog til dialog om sammenhængskraft – med forslag til forsøg

Du finder også denne drejebog i materialet "Giv jeres hybride arbejdsplads et servicetjek" på side 7

Før mødet: Vælg en tovholder fra arbejdsmiljøgruppen eller projektgruppen og udsend dagsorden med formål og program.

1. Velkomst og målet med mødet    Afstem forventningerne til mødet.
2. Individuel refleksion 5 minutter
  • Hvad er sammenhængskraft for dig, og hvad betyder den for dit arbejdsmiljø?
  • Nævn konkrete eksempler på, hvad der får arbejdspladsen til at hænge sammen.
  • Hvad udfordrer sammenhængskraften efter din mening?
3. Fælles runde Max to minutter pr. deltager Hver deltager fremlægger sine refleksioner. De øvrige kan stille opklarende spørgsmål, men ingen diskussion.
4. Individuel refleksion 15 minutter

På baggrund af dine egne og dine kollegers refleksioner:

Hvad vil du foreslå, at I kunne forsøge jer med i en kortere periode, fx i seks uger, for at imødekomme behovet for få afdelingen eller teamet til at hænge bedre sammen?

5. Fælles runde Max to minutter pr. deltager Hver deltager beskriver kort sit forslag til forsøg. Ingen diskussion af forslagene i denne runde.
6. Beslutning

A: 30 minutter

B: 10 minutter

I kan vælge mellem to måder at konkludere på mødet: 

  1. Deltagerne taler sig frem til et forsøg, som skal sættes i gang. Her er ordet frit. Intet er besluttet, før alle har nikket til det. Skriv forsøget op med, hvem der gør hvad, og hvornår I følger op. Nogle arbejdspladser har god erfaring med at justere på deres forsøg hver 14. dag. 
  2. Arbejdsmiljøgruppen/projektgruppen konkluderer mødet – hvad de har hørt - og orienterer om det videre forløb, hvor gruppen tager forslagene med videre og diskuterer sig frem til det forsøg, som gruppen vurderer, har størst chance for at lykkes.

 


Senest revideret den 02. oktober 2024