Del: - -

Hvad skal I være opmærksomme på, før I går i gang?

Før I kaster jer over at styrke den psykologiske tryghed, er der to ting, I skal være særligt opmærksomme på: Hvad psykologisk tryghed ikke er, og hvornår det er en dårlig ide at gå i gang.

Hvad psykologisk tryghed ikke er

Et arbejdsfællesskab med en høj grad af psykologisk tryghed lykkes med opgaven sammen, fordi man er i stand til at tale om opgaven og udvikle måden, opgaven løses på, i dialog. Det indbefatter, at vi omgås med respekt for hinandens personer, funktioner og bidrag, og at vi taler hensynsfuldt sammen. Det indbefatter også, at vi er bevidste om, hvad psykologisk tryghed ikke er.

  • Psykologisk tryghed handler ikke om at have det hyggeligt sammen. Fokus er på den opgave, vi skal løse sammen.
  • Psykologisk tryghed giver ikke et carte blanche til at ytre sig om alt, hvad man måtte tænke om de andre eller om borgeren – uden filter.
  • Det styrker ikke den psykologiske tryghed, hvis vi forsøger at udjævne forskellige faglige perspektiver eller skubbe faglige uenigheder ind under gulvtæppet.

Vi skal opbygge modet til at stille spørgsmål til den måde, vi sammen løser opgaven på. Det gør vi, når vi undrer os fagligt eller kan trække på erfaringer fra en anden sammenhæng, hvor man har gjort tingene på en anden måde.

Illustreret med denne model skal arbejdspladsen kunne bevæge sig mod øverste højre hjørne for, at der er tale om høj psykologisk tryghed med opgaven i centrum.

Der skal være styr på arbejdsmiljøet

Psykologisk tryghed skal opbygges i fredstid. Er man på en arbejdsplads med mange konflikter eller krænkende handlinger, skal problemerne i arbejdsmiljøet løses, før den psykologiske tryghed kan bygges op.

På samme måde kan mange samtidige påvirkninger i arbejdsmiljøet svække den psykologiske tryghed, hvis de ikke forebygges eller håndteres. Det gælder også, hvis der ikke er styr på den grundlæggende planlægning og organisering af arbejdet. Eksemplerne i modellen her på siden viser påvirkninger i arbejdsmiljøet, som kan hæmme psykologisk tryghed.

Sådanne situationer kræver en grundlæggende opmærksomhed på at sikre et godt arbejdsmiljø på arbejdspladsen, før den psykologiske tryghed kan styrkes.

Find metoder og guides til at arbejde med psykologisk tryghed på jeres arbejdsplads her


Senest revideret den 28. maj 2024