- Vi blev faktisk overraskede over, hvor mange ting vi skulle tænke over i forhold til sygeplejerskens sikkerhed, fortæller afdelingssygeplejerske på Hæmatologisk sengeafsnit, Bente Louise Pedersen.
Grundig forberedelse til hjemmebesøgene
Bente er den ene af de to sygeplejersker, der var projektledere på forløbet. Hun mener, projektet var vellykket i forhold til medarbejdernes sikkerhed, fordi ledelsen brugte god tid til at forberede sig. Nogle af de væsentligste forholdsregler, de tog var:
Sikre kompetencer: Sygeplejerskerne skulle kunne bære ansvaret ved at stå alene med patienten. Derfor skulle de have mindst fem års erfaring fra afdelingen, være på et højt kompetenceniveau og have kursuspapirerne i orden.
Der var desuden sat god tid af til at snakke med sygeplejerskerne, om de var klar til opgaven.
Instrukser: Der blev udarbejdet detaljerede instrukser for behandlingen og for akut behandling ved allergiske reaktioner.
Udstyrsliste: Sygeplejerskerne fik en kuffert med en detaljeret liste over indholdet. Ud over medicin og saltvand var der blandt andet sæbe, håndsprit og rene håndklæder, så de altid kunne være sikre på en god hygiejne.
Interviewguide: Sygeplejersken skulle sikre sig, at patienten var klar og rask nok til behandling. Derfor ringede hun til patienten inden besøget. Ledelsen havde til det brug udarbejdet en detaljeret interviewguide.
Sikkert behandlingsforløb: Patienten havde altid fået første behandling på sygehuset af samme sygeplejerske. Dermed var man sikker på at kunne anvende venflon, og at patienten kunne tåle behandlingen.
Desuden kunne sygeplejersken altid ringe direkte til den læge, der havde ordineret behandlingen.
Inklusionskriterier: For at få tilbudt behandling hjemme, skulle patienten være i stand til at svare relevant på spørgsmål både før og under behandlingen. Ligeledes var der nogle kliniske kriterier i forhold til at modtage behandlingen.
Gode erfaringer fra projektet
Både patienter og sygeplejersker var meget tilfredse med hjemmebehandlingen. Patienterne skulle ikke bruge ressourcer på transport og ventetid til ambulatoriet.
Fagligt: Sygeplejerskerne kunne koncentrere sig om patienten under behandlingen. Deres samtale med patienten blev dybere, og de oplevede en stor faglig tilfredshed med forløbet.
Selvom sygeplejerskerne havde kompetencerne i orden, oplevede de alligevel en smule præstationsangst i begyndelsen. Nu SKULLE de bare klare opgaven. Her var det godt at have klare instrukser og backup.
Socialt: Sygeplejerskerne fik en anden rolle i forhold til patienten som gæst. Det affødte en diskussion om, hvordan de skulle være klædt. Det endte med en løsning, hvor de var civilt klædt med en kittel over og sygeplejenål.
Organisatorisk: Der var fire sygeplejersker, der tog ud på hjemmebesøg. To var fra ambulatoriet og to fra sengeafdelingen. Det gav unødig meget administration, og det ville have været mere oplagt, at det kun var ambulatoriet, der dækkede opgaven.
Tilrettelæggelse: Projektet var om vinteren, og det var de ikke helt forberedt på. Der skal være afsat ekstra tid om vinteren til transport i sne og glat føre, så det ikke bliver stressende at nå frem til behandlingen.
Økonomi: Samfundsøkonomisk var det formentlig en udmærket løsning, men for sygehuset var det dyrt. Derfor blev ordningen ikke gjort permanent.