Hvem bestemmer, hvor skabet skal stå? De fleste vil gerne selv bestemme indretningen af eget hjem – også patienter, der har brug for behandling.
Hvordan får man det så sagt, hvis det for eksempel er nødvendigt at flytte møbler eller måske endda plejesengen ind i stuen? Og hvem siger det? Begynd med en afklaring om, hvad der skal siges.
Afdæk fælles behov med kommunen
Medarbejdere fra sygehuset og kommunen har forskellige funktioner – og dermed også forskellige behov for plads til arbejdet. Inden I tager stilling til eventuelle ændringer i indretningen, er det vigtigt at tale sammen. Det kan også være en god idé at inddrage en arbejdsmiljørepræsentant eller – konsulent. I dialogen opstår måske nye muligheder for at løse problemet.
- Hvilket behov har de forskellige?
- Hvilke løsninger er mulige?
- Hvordan og hvornår inddrager vi borgeren i beslutningen?
- Hvordan og hvornår fortæller vi om vores afgørelse?
Det er vigtigt, at medarbejdere og ledelse er enige om strategien, så der ikke opstår alliancer imod en beslutning. Det gør blot borgeren usikker på, hvad han eller hun kan forvente.
Hvem siger det?
En kommunal medarbejder, der har den daglige kontakt til patienten, kan måske bedst opnå forståelse for behovet. I andre tilfælde kan det være en fordel, at en medarbejder fra sygehuset, der kun skal være i hjemmet kortvarigt, bruger sin autoritet til at ”få det sagt”.
Læs også den lille elektroniske guide ”Dit hjem mit arbejde.” Se link i højre menu.
Hvis borgeren eller de pårørende modsætter sig, er det dog ikke rart at være ”bussemanden”, der samtidig skal behandle eller pleje patienten. Så er det helt i orden at bede en overordnet om at fortælle, ”hvor skabet skal stå”.
Uanset hvem der siger det til borgeren, er det en god idé at begynde i god tid. Hvis det er muligt. Så kan borgeren vende sig til tanken og måske endda få indflydelse på, hvilken løsning, der vælges.
Empati, indlevelse, forståelse. Det er helt grundlæggende vigtigt at kunne føle med borgeren og de pårørende, når man taler sammen om det, der er svært.
Det er lige så vigtigt, at borgeren føler sig forstået. Til det findes nogle konkrete samtaleteknikker. Der findes masser af kurser i anerkendende dialog og spørgeteknik, så man kan uddanne nogle medarbejdere til at klare den slags samtaler. Det er også et tema, der kan tages op på kurser og medarbejdermøder blandt det udgående personale.
Anerkendende dialog handler forenklet set om at spørge og gentage modpartens svar – igen og igen. For eksempel:
Eksempel på anerkendende dialog:
Fortæl om problemet, som du ser det.
Spørg borgeren og evt. de pårørende om, hvad de synes om det.
Lyt godt efter og gentag det, de siger.
Spørg om det er rigtigt, at det er sådan de synes?
Fortsæt med at spørge ind til deres holdninger og følelser og gentage, til de kan svare ja til, at det er sådan, de har det.
Fortæl dem, at du godt kan forstå, at de har det sådan.
Fortæl dem, hvad det betyder for dig eller medarbejderen, at I finder en løsning. Spørg dem, hvad de synes om det?
Gentag og spørg, om du har forstået det rigtigt.
Fortæl dem om jeres løsningsforslag – spørg dem om de har et andet forslag? (kun hvis I er åbne for at modtage deres forslag)
Gentag og spørg, om du har forstået deres svar rigtigt.
Fortæl, at du nu vil undersøge, om deres løsningsforslag er en mulighed, men at du ikke kan love noget.
Samme teknik kan bruges, hvis der allerede er taget en beslutning. Her gælder det om hele tiden at anerkende, at borgeren er ked af det, bekymret eller vred. Sig det: ”Jeg forstår godt, at du er ked af, at vi skal flytte din seng ind i stuen”, men det er vigtigt for plejepersonalets helbred, at vi får mere plads omkring sengen.”
Argumenter, som borgeren kan forstå
Undervejs i samtalen er det også vigtigt at komme med nogle argumenter, som borgeren og de pårørende kan forstå. Du skal have dem til at ”føle” med de medarbejdere, der kommer i huset, og som de kender godt. For eksempel er I nødt til at finde en løsning, fordi:
- medarbejderne skal behandle mange mennesker på en dag, og hvis de skal holde til det, skal arbejdsforholdene også være ordentlige.
- gode arbejdsforhold betyder, at medarbejderen ikke er så udsat for skader. Det øger chancen for, at borgeren bliver behandlet af den samme medarbejder hver gang.
- resultatet af behandlingen er bedre, hvis den foregår hjemme i vante omgivelser, hvor patienten er tryg og ”føler sig mindre syg”.