Indsatsen blev grebet an på flere fronter:
- Bevidstheden om arbejdsstillinger blev øget
- Der blev anskaffet egnede hjælpemidler til f.eks. løft
- Køkken og lagre blev indrettet mere hensigtsmæssigt
- Vaner og rutiner i forbindelse med løft og transport blev ændret
- Medarbejderne styrker kroppen med elastikøvelser
Alle indsatser blev gennemført i tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.
Arbejdsstillinger
En fysioterapeut fulgte medarbejderne og tog billeder i de forskellige arbejdsfunktioner i køkkenet. Billederne blev efterfølgende brugt på personalemøder, hvor medarbejderne i fællesskab gennemgik dem. På den måde blev både den enkeltes og hele gruppens bevidsthed om, hvilke arbejdsstillinger der var gode, og hvilke der skulle undgås, øget. Nu kan de hjælpe hinanden med at bruge de gode arbejdsstillinger, da der er en fælles forståelse af, hvornår en stilling er god.
Hjælpemidler og indretning
Gennemgangen af arbejdsstillingerne gav også anledning til at drøfte, om det var de rigtige hjælpemidler, som blev brugt, om de blev brugt rigtigt og om arbejdspladserne var indrettet optimalt.
Det har betydet, at de har fået Emma – en lille løftevogn – og andre små løftevogne, som både sørger for, at det der skal løftes, står i en god højde at løfte fra, og som kan bruges til at køre de tunge ting i stedet for at bære dem rundt.
De har også set kritisk på, hvordan redskaber og varer er anbragt. De ting, som er tunge skal f.eks. ikke længere stå på de øverste hylder. Det er alt for farligt og belastende at løfte dem ned. Og de ting, som bruges meget skal stå inden for rækkevidde og ikke f.eks. bagerst inde i skabet.
Vaner og rutiner
Et er at kende de rigtige arbejdsstillinger og hjælpemidler, et andet er at gøre det rigtigt og bruge hjælpemidlerne. I projektet er der også skabt en opmærksomhed på vaner og rutiner. F.eks. var det normalt før projektet at køre med 2 vogne ud på afdelingerne ad gangen. Nu kører de altid kun med en vogn ad gangen – og må så gå 2 gange. Det tager lidt længere tid, men er til gengæld ikke så belastende for kroppen.
Elastikøvelser
Det er ikke altid nok at bruge gode arbejdsstillinger og hjælpemidler. Kroppen skal også holdes i form til arbejdet. Derfor er det et fast punkt hver dag at lave elastikøvelser. På skift vælger medarbejderne 4 øvelser ud af 12, som de laver. Det tager max 7 min. om dagen og gøres i forbindelse med en pause. Ud over det styrker kroppen for den enkelte, så er det også med til at styrke sammenholdet og giver anledning til gode grin.