Del: - -

Indretning og adgangsforhold

Det skal være let og sikkert at komme frem, og der skal være god plads omkring patienten i forbindelse med undersøgelse og behandling.

Er der brug for forflytning af patienten er der brug for endnu mere plads. Det handler om

  • at arbejde sikkert med gode arbejdsstillinger og de nødvendige hjælpemidler
  • at arbejde effektivt og positivt uden risiko for at falde

Det er både en fordel for dig og dit helbred og for patienten, der kommer lettere og mere sikkert omkring.

I skal også være opmærksomme på andre forhold end pladsen.

  • Er der tilstrækkeligt lys, så du se, hvad du laver og hvor du går?
  • Er det muligt at have en god arbejdshøjde eller kan patienten evt. placere sig et andet sted?
  • Er der skridsikre og tørre gulve uden risiko for at snuble?
  • Er adgangsvejen sikker uden løse trappetrin eller sneglatte indgangspartier?

Forhindringer i boligen

Private boliger og plejeboliger byder på forskellige forhindringer. Møblerne står måske for tæt, eller der er forskudte niveauer, dørtrin og smalle døråbninger. Rod, gamle tæpper eller dårlig vedligeholdelse kan være potentielle faldgruber i et privat hjem.   

Er der problemer skal i finde ud af

  • Hvad er årsagen?
  • Hvad er løsningen?
  • Hvilke dilemmaer kan jeg forudse?

Løsninger og dilemmaer

Mange udfordringer kan løses af medarbejderen selv. Er der for lidt lys, kan en pandelampe være løsningen. Er det glat om vinteren, så bed arbejdsgiveren om pigsko til at trække over fodtøjet.

Andre kræver fysiske ændringer i hjemmet. Her er udfordringen at skabe opbakning hos patienten og de pårørende, der måske modsætter sig en anden indretning, en vedligeholdelsesopgave eller en oprydning.

Ledelsen bør have en aftale med kommunen om, hvem der skal tage dialogen med patient og pårørende. I hvert fald i de hjem, hvor kommunen har en plejeopgave. Den udgående medarbejder skal kende til aftalen, så samarbejdet kan foregå bedst muligt, og så patienten kan få ren besked.

EKSEMPEL: På Geriatrisk Afdeling på Aarhus Universitets Hospital kan sygehuset foreslå kommunen, at der sker en ændring i borgerens hjem. Det er uanset, om det er af hensyn til patientens mobilitet eller til medarbejderens arbejdsmiljø. Det er herefter kommunens ansvar, at det sker.

Få mere at vide om retningslinjer og idéer til løsninger, når pladsen er for trang, på disse sider:

  • Plads nok. Hvor meget plads skal der være omkring sengen?
  • Løsninger. Idéer til alternative indretninger eller ændrede arbejdsgange.
  • Tal om tingene. Ansvar, argumenter og metoder, når man skal sige det, der er svært.
  • Case: Tjekker indretningen. Om erfaringerne med behandling af dialyse-patienter i Odense.



Senest revideret den 23. september 2024