Det kan også ske ved at tilføre ressourcer i form af blandt anden supervision, feedback og faglig uddannelse. Eller i form af hjælp til personlig udvikling og nyorientering.
Jo længere du er henne i forløbet af udbrændthed, desto sværere er det imidlertid at genskabe dit engagement. I sværere tilfælde kræver det hjælp fra en psykolog.
Sådan kan I forbygge udbrændthed
Klare krav og forventninger
Det er vigtigt, at ledelsen stiller klare og realistiske krav til din og dine kollegers indsats. Det samme gælder de forventninger, I som medarbejdere har til jer selv og hinanden.
I bør løbende afstemme jeres forventninger til hinanden både blandt kollegerne og med ledelsen.
Jobrotation
Det kan være en god idé at veksle mellem arbejde med klienter og mere administrativt arbejde, som ikke er følelsesmæssigt belastet. Jobrotation kan også indebære, at du ikke er alene med ansvaret for særligt belastede klienter.
Åbenhed og støtte
Det er vigtigt, at I på arbejdspladsen taler åbent om vanskeligheder og udfordringer i jeres arbejde, og kan finde støtte hos hinanden. Kollegial supervision eller ekstern supervision er også en mulighed. Erfaringen viser, at du sjældent er alene om problemet.
Udvikling
Det er ledelsens opgave at sikre, at du bliver ved med at være godt nok rustet til dit arbejde. Det kan blandt andet ske gennem faglig uddannelse eller efteruddannelse og gennem mere personligt udviklende kurser og forløb.