Af Anne-Mette Holm
Ingen kan knokle derudaf uden ind imellem at lade op. Derfor er der god grund til at sætte fokus på restitution og pauser, hvis ønsket er en produktiv arbejdsplads, der leverer god kvalitet og er sund for medarbejderne. Derfor udviklede BFA Velfærd og Offentlig administration (BFA) for nogle år siden en række materialer, som arbejdspladserne kan bruge til at sætte emnet på dagsordenen. Og et af disse materialer er en række dialogkort, som Region Sjælland fik et rigtig godt øje til.
Regionen Sjællands MEDHovedudvalg fastlægger hver 2.-3. år et indsatsområde for arbejdsmiljøet. Og i 2022 blev temaet et arbejdsliv i balance. Og når regionen har besluttet et indsatsområde, er der også et budget til at følge det op med flere forskellige tiltag. I denne sammenhæng blev det blandt andet en versionering af BFA’s dialogkort om restitution og pauser og en animationsfilm i eget design, der også er kraftigt inspireret af BFA’s tilsvarende film.
- Vi kunne godt have brugt BFA’s version, og det er lækkert, at der ligger noget hos BFA, man kan bruge, hvis man ikke har ressourcerne til at bearbejde det. Men vi ville gerne skabe en rød tråd, så det passer til Region Sjællands kontekst. Vores film er lidt kortere end BFA’s, og vi har tilpasset spørgsmålene i dialogkortene i samarbejde med arbejdsmiljøkonsulenter på sygehusene. På den måde sikrer vi, at det er de rette spørgsmål, der rammer bedst muligt ude på arbejdspladserne, fortæller Gitte Bøgedal, der er HR- og arbejdsmiljøkonsulent i Koncern HR i Region Sjælland.
Tag, hvad I kan bruge og smid resten væk
I BFA er der stor glæde over initiativet i Region Sjælland.
- Vi er meget beæret og så glade for det. Det, der er vigtigt for os i BFA, er at komme ud med budskabet, nemlig at man skal forebygge belastningerne i dette tilfælde. Så jo flere, der kan gøre som Region Sjælland, jo bedre, siger projektleder og organisationspsykolog Lise Keller, der har stået i spidsen for BFA’s materialer om restitution og pauser.
Lise Keller understreger, at det er godt at tilpasse BFA’s materialer til egen arbejdsplads, så længe konteksten og de rette ingredienser er med.
- Det er sjældent optimalt bare at kopiere andres retningslinjer. Så vi opfordrer til, at man laver den lokale tilpasning og gør, hvad der fungerer bedst lokalt. I BFA plejer vi at sige: Tag, hvad I kan bruge og smid resten væk, fortæller hun.
En god proces uden de store benspænd
I Region Sjælland er både dialogkort og animationsfilm sat op med genkendelige farver og figurer, der også bliver brugt i andre arbejdsmiljømaterialer fra regionen. Det bidrager ifølge Gitte Bøgedal til, at arbejdspladserne kan spejle sig selv i materialerne. Hun synes, at arbejdet med versioneringerne har været en god proces.
- Det er blevet vores eget materiale med eget udtryk, men kraftigt inspireret af BFA. Det er vigtigt, at der er så meget god evidens bag materialet, og det er også i tråd med Arbejdstilsynets vejledning om stor arbejdsmængde og tidspres. Der har ikke været de store benspænd undervejs i processen, men vi har også gjort en stor indsats i forhold til kommunikation af indsatsen. Og her har det været væsentligt, at både MED-systemet og ledelsen er med, for at det det kommer til at fungere, erkender hun og fastslår, at det gav medvind i processen, at arbejdet var vedtaget som indsatsområde.
Filmen kan ses på regionens intranet, og arbejdspladserne kan fx bruge den som optakt til en dialog på et personalemøde. Dialogkortene kan også downloades fra intranettet, men arbejdspladserne kan også rekvirere dem i trykt form ved henvendelse til HR-afdelingen. Og indtil videre er materialet blevet rigtig godt modtaget på regionens arbejdspladser.
Stor efterspørgsel
- Mange efterspørger dialogkortene, og der er en stor interesse. Vi har også fået mange tilbagemeldinger på, at det er en god film, og at dialogkortene virker godt. Indtil videre har vi sendt mere end 300 dialogkort ud, og vi har netop sendt en ny bestilling afsted på 500 sæt til trykkeriet, som blandt andet skal uddeles til vores årlige Arbejdsmiljøkonference i juni, fortæller Gitte Bøgedal og understreger, at det er fuldstændig frivilligt for arbejdspladserne, om de vil arbejde med det.
5 gode råd til versionering af dialogkort og andre materialer
Kilde: HR- og arbejdsmiljøkonsulent Gitte Bøgedal, Region Sjælland |
Læs mere om restitution og pauser og find links til download af BFA’s materialer om emnet