Del: - -

Stress-trappen

Det er en god idé at skabe et fælles sprog i afdelingen om stress, og hvordan det udvikler sig. Dels for at være mere præcise om, hvad stress egentlig er og ikke er. Dels for at skabe en psykologisk sikkerhed og tillid om, at I er parate til at tage vare på stress, hvis det opstår. Det kan være et stærkt signal at sende som leder.

Illustration af stresstrappen - et værktøj til forebyggelse af stress

Stresstrappen giver et fælles sprog

Stresstrappen kan være et godt værktøj til at skabe et fælles sprog i afdelingen om stress. For en medarbejder er det nemmere at sige til dig som leder: “Jeg tror, jeg er på vej ind i den overophedede fase”, end at sige: “Jeg sover ikke om natten og er bange for, at jeg ikke kan klare mit job”. 

En fælles forståelse af den gradvise udvikling af stress kan betyde, at medarbejderne kommer til dig i tide – før det bliver rigtig alvorligt.

I kan fx arbejde med stresstrappen ud fra følgende metode:

  1. Print stresstrappen ud her, og del den ud til medarbejderne.
  2. Gennemgå trappens forskellige trin. Tal om, hvilke kendetegn de enkelte trin har – hvad man kan lægge mærke til.
  3. Diskutér, hvilke spilleregler I har – eller har brug for – omkring stress: Hvad gør man fx, hvis man selv udvikler stresssymptomer? Hvad gør man, hvis man er bekymret for en kollega?
  4. Drøft, om trappen kunne bruges som en del af den årlige MUS – for at tale om, hvor medarbejderen har været i løbet af året.
  5. Kommunikér dine forventninger til medarbejderne: Hvornår og hvordan vil du gerne have, at de involverer dig?
  6. Tal sammen i arbejdsmiljøorganisationen. Tag en snak om, hvor I som arbejdsplads befinder jer, af hvilke grunde, og hvordan I bevæger jer mod den tempererede tilstand.

Læs mere om de typiske symptomer på stress her

Stresstrappens 5 trin

Stresstrappen er udviklet af Marie Kingston og Malene Friis Andersen og præsenteres mere udførligt i deres fælles bog: Stop stress – håndbog for ledere (2016).

De 5 trin på stresstrappen er:

1. trin: Tempereret
I den tempererede fase er krav og ressourcer balanceret. Fasen er karakteriseret ved:
- Høj aktivitet og potentiel kvalitet
- Motivation
- Fagligt engagement
- Arbejdsglæde og følelse af kontrol
- Højt energiniveau.

2. trin: Opvarmet
I den opvarmede fase oplever medarbejderen et begyndende pres. Fasen er karakteriseret ved:
- Kvaliteten reduceres en smule
- Tendens til uklarhed og manglende overblik
- Risiko for konflikter i teamet
- Begyndende stresssymptomer, fx spise, gå og tale hurtigere, irritabilitet.

3. trin: Overophedet
Den overophedede fase er kendetegnet ved et vedvarende pres. Fasen er karakteriseret ved:
- Oplevelse af manglende kompetencer 
- Tro på egne evner forsvinder
- Dårlig prioritering og flere fejl
- Stresssymptomer, fx søvnbesvær, hoved- og mavepine, manglende energi, bekymringer.

4. trin: Nedsmeltet 
I nedsmeltningsfasen er man på vej mod alvorlig stress og er udsat for langvarigt pres. Fasen er karakteriseret ved:
- Ineffektivitet 
- Brandslukning
- Lav trivsel og tristhed 
- Sygefravær
- Alvorlige stresssymptomer: Fysiske og psykiske sammenbrud.

5. trin: Udbrændt
Dette trin er kendetegnet ved et langvarigt og massivt pres. Fasen er karakteriseret ved: 
- Kognitivt og følelsesmæssigt flad og udbrændt
- Markant nedsat arbejdsevne
- Typisk langtidssygemelding.


Senest revideret den 06. december 2024